Håndbold

En hyldest til det enkle

Kan I, gode håndboldfolk, huske hvad der skete i dansk håndbold i 29 dage i september 2019?

Hvis du er udstyret med et lyst sind, så er du måske så heldig, at du har glemt det.

Nu skal denne klumme ikke handle om mit sindelag, men jeg har det altså helt, helt frisk i erindringen: Challenge-systemet. Det er ikke længere tid siden, at man i dansk håndbold indførte det helt forfærdelige koncept, hvor træneren måtte udfordre en dommerkendelse i løbet af en kamp.

Ret skal være ret. Ideen var god. Visionen om at udvikle spillet fra folkene i Dansk Håndbold Forbund var tillige prisværdig. Men det var alt, alt for komplekst og dårligt kommunikeret. Man ville for meget. Trænere, spillere og selv dommerne kunne slet ikke følge med. Tilskuerne blev efterladt i uvidenhed.

Det var 29 rædselsfulde dage i dansk håndbold og klogelig åd man stoltheden og flåede challenge-systemet af bordet. Jeg har det med trænerchallenge, som jeg har det med 2020. Bliv væk – kom aldrig igen, dit misfoster.

Det slog mig, da jeg søndag så fodboldkampen mellem Brøndby og FCK. Et herligt lokalopgør, der i timerne efter kun handlede om VAR, videohjælp til dommerne. Denne fodboldens betændte byld. Man taler om, at den har dræbt fodboldens charme. Punkteret glæden ved spillets højdepunkt, scoringen. Nok har VAR sikkert givet en større grad af retfærdighed i fodbold, men prisen på alle andre parametre har været høj.

Selv om vores udviklingsmuligheder synes uendelige i 2021, så skal man bruge det med kløgt. Man må ikke glemme modtagerne, når man laver videoproof, elektroniske timeout-knapper, trænerchallenge, VAR, mållinje-teknologi osv. Keep it simple, for dælen da.

Imens VAR-stormen raser i fodboldens verden kan håndboldfolkets mindreværdskompleks hygge sig med, at man inde på parketgulvet har fundet fine værktøjer til at opnå en større retfærdighed. Videoproof-reglen, der giver dommerne mulighed for at bede om videohjælp i helt særlige situationer, fungerer vel udmærket. Slet og ret fordi man har forenklet tingene.

Der har været spillet masser af liga-håndbold i den seneste uge. Jeg mindes ikke, at tvivlsomme kendelser eller mystiske tv-billede konklusioner har stjålet overskrifterne.

Temaet har primært været, at de store linjer er trukket før kvindernes sidste spillerunde på onsdag.

Mine konklusioner på grundspillet er:

  1. Vidunderligt, at tre hold har duelleret tæt om førstepladsen. Og sikke et slutspil om medaljerne forude, når Odense, Team Esbjerg eller Viborg alle er så stærke kandidater til det dansk mesterskab. For ja, guld, sølv og bronze kan ikke gå til andre end de tre.
  2. Heine Eriksen er en suveræn håndboldtræner. Jeg har sagt det før. Hans arbejde med at få sit nye discounthold i Aarhus United i slutspillet…..applaus, Eriksen.
  3. Vendsyssel og Skanderborg leverede det ultimative bevis på, at 14 hold i kvindernes liga er en joke. Ligesom tre er for mange i et parforhold, så er der minimum to hold for meget i ligaen. Jeg mangler endnu at få ét begavet argument for 14 hold. Kvaliteten er der bare ikke, venner. Ligesom jeg heller ikke i 2021 stiller op til Mr. Fitness, så handler det i dansk kvindehåndbold om at kende sine begrænsninger. Og de går – fremdeles - ved 10 eller 12 hold.

Verdens bedste håndboldhold samles i dag, mandag, i Aalborg. Nikolaj Jacobsens verdensmestre er kommet hjem og kaster guldstøv over en lækker håndbolduge. To EM-kvalifikationskampe venter i de kommende dage.

Vi skal kun sove tre gange mere. Så laver Niklas Landin igen sine lyn-figurer af hud i nationens tjeneste og Mikkel Hansen retter på sit pandebånd efter at have svinget penslen med sin håndboldkunst.

Det lyder enkelt, ik?