Håndbold

Landsholdsprofil misser afgørende kampe: - En katastrofe, siger ekspert

Stregspilleren Rikke Iversen kom til skade i weekendens opgør mod Vipers Kristiansand og forventes ude i lang tid.

På et afgørende tidspunkt er Odense Håndbold blevet markant svækket.

I forbindelse med klubbens Champions League-sejr i weekenden over norske Vipers pådrog Rikke Iversen sig en skade i venstre hånd, hvor der er sket et brud.

Det betyder, at stregspilleren efter al sandsynlighed kan se frem til en pause på 4-6 uger, oplyser klubben i en pressemeddelelse, hvor de også ønsker hende god bedring.

Og det kunne ikke passe dårligere ind i Odense Håndbolds i forvejen pressede kampprogram, hvor der både er en afgørende ligakamp og et Champions League-opgør forude, som Iversen dermed må vinke farvel til.

- Det er en katastrofe for Odense. Af alle steder, hvor de ikke er godt dækket ind, så er stregspilspositionen lige netop et ømt punkt. Rikke Iversen er blevet et meget stort omdrejningspunkt for Odense – både offensivt og defensivt, så det er rigtig skidt nyt, lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Onsdag spiller den midtfynske klub mod Viborg i en kamp for at slutte grundspillet på førstepladsen, hvilket giver adgang til Champions League. Søndag møder de Vipers i deres indbyrdes returopgør i håndboldens fineste klubturnering.

I alt råder klubben over tre stregspillere, og derfor har Odense Håndbold blot Kamilla Larsen og Sara Hald til rådighed på positionen det næste stykke tid.

I opgøret mod Vipers kom fløjspiller Ayaka Ikehara også galt afsted i en duel, hvilket førte til en brækket næse. Hvor lang tid hun er ude, er endnu uvist.

Må også melde afbud til landsholdet

Inden længe venter der to testkampe for det danske håndboldlandshold, og tirsdag har Jesper Jensen foretaget ændringer i den trup, der rejser til Paris for at møde Frankrig.

Stregspilleren Majbritt Toft Hansen glider ind i truppen og erstatter altså Rikke Iversen, der nu har meldt afbud til samlingen. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.