Håndbold

Gidsels liv har ’fuldstændig ændret sig’ efter VM-triumfen

På tre uger ændrede hverdagen sig total for Mathias Gidsel, der stadig har svært ved at navigere rundt i den nye tilværelse som et kendt ansigt.

Da en relativ ukendt Mathias Gidsel rejste til VM i Egypten med de danske håndboldherrer, var det med et håb om, at han kunne spille sig til enkelte minutter på banen.

Det er noget helt andet, og det er også hårdt mentalt.

Mathias Gidsel

Virkeligheden blev dog en ganske anden, og på få uger ændrede livet sig fuldstændig for den 22-årige håndboldspiller, der endte med at være én af landstræneres fortrukne bagspillere under slutrunden.

- Nu hvor det er kommet lidt på afstand, kan jeg godt mærke, hvor meget det har betydet for mig og mit liv. Mit liv har ændret sig fuldstændig, siden jeg trådte ud af det fly i Egypten.

- Jeg er gået fra at være en meget ukendt figur til lige pludselig at blive genkendt på gader, stræder og hos købmanden. Så det har ændret sig meget på 30 dage.

Faktisk oplevede slutrundedebutanten så stor succes i januar, at han endte på All Star-holdet som den bedste højreback ved VM.

Men succesen har efterfølgende vist sig også at have en bagside.

Det har nemlig været svært for Mathias Gidsel at vende hjem til Danmark, og dét forventningspres han nu føler, hviler på sig.

- Det er noget helt andet, og det er også hårdt mentalt, og det har været en mental rutsjebanetur at komme hjem igen, fortæller Mathias Gidsel i TV 2-programmet ”Gulddrengene”.

Et program, hvor den unge GOG-spiller ser tilbage på VM-triumfen sammen med sin kammerat og landsholdskollega Emil Jakobsen samt landstræner Nikolaj Jacobsen.

Opmærksomheden stiger

39 mål blev bagspilleren noteret for, og han var således Danmarks næstmest scorende spiller under slutrunden.

Og i takt med det gode spil på banen, steg opmærksomheden også på personen Mathias Gidsel.

Mathias Gidsel synes det er svært, at forventningerne til ham pludselig har ændret sig. Video: TV 2 SPORT

Før VM i Egypten havde han eksempelvis 2.775 følgere på Instagram. I dag følger 67.400 med i Mathias Gidsels liv på det sociale medie. Og den massive interesse er altså noget, der pludselig fylder i tankerne, når håndboldspilleren nu skal præstere for sin fynske klub GOG.

- Jeg kan godt mærke, at forventningerne... men det kan også godt være, at det bare er mine egne forventninger... jeg vil rigtig gerne vise, at jeg godt kan præstere over en længere periode og ikke ”bare” en måned. Men folk forventer mere af mig, og når jeg ikke scorer ti mål, kan jeg da godt mærke, at de siger: "Hvorfor kan du dernede, når du ikke kan her?"

- Men det er bare noget helt andet at spille i den danske liga, og det er noget helt andet at peak performe i en måned og så komme hjem og skulle være god i flere måneder i træk, lyder det fra Mathias Gidsel, der inden slutrunden blot havde spillet tre landskampe og derfor heller ikke var overbevist om, at han overhovedet ville blive udtaget til slutrunden.

Tre uger senere kunne han kalde sig verdensmester.

Torsdag var han tilbage i landsholdstrøjen, da Danmark i dén grad kom ned på jorden efter VM-titlen. I Nordmakedonien tabte Danmark med fire mål i EM-kvalifikationen.

Du kan se ”Gulddrengene” direkte på TV 2 eller TV 2 PLAY lørdag den 13. marts klokken 18.25.