VM håndbold

Emil Jakobsen var én test fra at blive sendt hjem fra VM

VM kunne have været slut, før det overhovedet var gået i gang for håndboldspilleren Emil Jakobsen.

Bare én positiv corona-test mere, og så havde VM-drømmen endegyldigt været slukket for danske Emil Jakobsen.

Han ville i så fald ikke have nået at spille ét eneste minut i den rød-hvide trøje ved verdensmesterskaberne i Egypten i januar måned.

- Emil (Jakobsen red.) var jo møgheldig, ved den sidste test han får. Den var jo afgørende. Havde han testet positiv der, var han sendt hjem, for så kunne vi ikke have ventet længere, fortæller den danske landstræner Nikolaj Jacobsen i TV 2-programmet 'Gulddrengene'.

Et program, hvor de unge slutrundedebutanter Emil Jakobsen og Mathias Gidsel ser tilbage på VM-triumfen sammen med landstræneren.

Det ville simpelthen have været for hårdt for mig at skulle have været endnu mere i isolation

Emil Jakobsen

Emil Jakobsen, der også var ramt af corona tilbage i november, testede positiv allerede få dage efter ankomsten til Egypten, og han endte med at tilbringe næsten en uge alene på et hotelværelse langt væk fra VM-boblen og landsholdskammeraterne.

- Det var vildt nok i forvejen at være i isolation i de seks dage i Egypten. Jeg ville nok ikke kunne have overskuet, hvis jeg havde fået en positiv test mere. Det var også derfor, at jeg gik med de tanker om, at jeg nok skulle tage hjem, hvis jeg fik en positiv test mere.

- For det ville simpelthen have været for hårdt for mig at skulle være endnu mere i isolation, lyder det fra slutrundedebutanten, der løbende var i dialog med Nikolaj Jacobsen.

Beskeden der ændrede det hele

Det var på dagen for Danmarks åbningskamp ved VM, at den kedelige nyhed om den positive coronatest pludselig skabte røre i landsholdslejren.

Egentlig var Emil Jakobsen på vej ind på sit værelse for at tage en lur efter et taktikmøde, men da assistenttræner Henrik Kronborg og landsholdslægen Morten Storgaard bankede på døren, ændrede planerne sig drastisk.

- Så sagde de, at jeg desværre havde fået en positiv test, og at jeg lige skulle pakke de vigtigste ting i en lille taske, og så skulle jeg over på et værelse – heldigvis på det samme hotel første nat – og så være i isolation.

- Lige da jeg får det at vide, falder hele verden under mig. Der er jeg virkelig ked af det, og jeg tror egentlig ikke på, at det er sandt. Jeg har lige haft det, og jeg tænker ikke, jeg ville kunne få det igen så hurtigt – så har jeg jo nærmest skrevet verdenshistorie i at være dén, der har fået det hurtigst to gange. Og det tænker jeg egentlig ikke var sandt. Så det var en meget tom følelse, jeg havde i maven.

Emil Jakobsen var kun én positiv test fra at blive sendt hjem fra VM. Video: TV 2 Sport

Den følgende dag testede fløjspilleren endnu en gang positiv og blev derfor fragtet til yderligere undersøgelser på et hospital i nærheden.

Kommunikationen på et meget gebrokkent engelsk var dog langt fra optimal, og efter diverse test blev Emil Jakobsen kørt på et nyt hotel, hvor han skulle blive i isolation, indtil han kunne fremvise to negative test i træk.

- Det var meget utrygt, og der vidste jeg ikke helt, hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg blev kørt på et eller andet hospital, som jeg ikke anede hvor var, og jeg vidste heller ikke, hvor mit hotel var henne. Jeg blev bare kørt ud i blinde. Og jeg vidste ikke helt, hvordan fremtiden så ud. Så det var meget utrygt.

Mens landsholdskammeraterne nåede at møde både Bahrain, DR Congo og Argentina, måtte Emil Jakobsen i stedet slå tiden ihjel på sit værelse med enkelte træningsøvelser, en bog og sin PlayStation.

Det glædelige opkald

Undervejs i forløbet nåede fløjspilleren at teste negativ en enkelt gang – inden han dagen efter igen testede positiv. Og derfor var det altså også sidste chance, da han på sjettedagen modtog dét opkald, der igen sendte ham ind i VM-varmen.

- Anja (Greve red.), vores fysioterapeut, ringer til mig på Facetime og siger, at jeg har fået en negativ test, så jeg kan komme tilbage igen. Og der kunne jeg ikke rigtig holde mine følelser tilbage, der kom et kæmpe skrig fra mig, og der var jeg faktisk også lidt rørt, for det havde været et par hektiske dage, hvor det havde været en rutsjebanetur af følelser, fortæller Emil Jakobsen, der to dage senere endelig fik sin VM-debut mod Japan.

Et opgør, hvor han både endte som topscorer og kampens spiller. Otte dage senere kunne han kalde sig verdensmester.

Du kan se 'Gulddrengene' direkte på TV 2 eller TV 2 PLAY lørdag den 13. marts klokken 18.25.