BSH har ikke snydt - systemet holder ikke vand
Jeg står på mål for, at der må og skal være en proportionalitet i forholdet mellem ugerning og straf.
Jeg kom min gode ven Anders Dahl-Nielsen i hu, da jeg skulle skrive denne mandagsklumme. Han forærede mig for nogen tid siden bogen med titlen: 'Om at vinde uden EGENTLIG at snyde'. Pointen værende, at du udi ædle idrætsgrene som tennis, golf, håndbold med mere har muligheden for at psyke dine modstandere til den rand af desperation, der gør, at du selv kan høste sejrens palmer.
Han var selv en absolut mester i disciplinen.
Når jeg kom forbi Dahl-Nielsen, er det selvfølgelig, fordi Bjerringbro-Silkeborg ikke har forsøgt hverken at snyde direkte eller indirekte i den opsigtsvækkende sag, hvor klubben er blevet taberdømt og frataget 6 points, og hvor hele ligaen er blevet taget med bukserne nede.
Proportionalitet mellem ugerning og straf?
Lad det være fastslået, at Jesper Schou og hans administration har begået en administrativ fejl i forhold til manglende registrering af Sasser Valde Helveg Sonn i systemet ”Håndoffice”, der er grundlaget for spillerdata.
Jeg er ikke juridisk uddannet, men står dog på mål for, at der må og skal være en proportionalitet i forholdet mellem ugerning og straf.
I dette tilfælde findes denne proportionalitet ikke. Sasser Sonn har ikke haft indflydelse på noget som helst i de tre kampe, Peter Bredsdorff-Larsen og hans mandskab er blevet taberdømt, og derfor havde en bødestraf været den rigtige indgang til hele miseren.
Nu valgte Disciplinærinstansen under DHF at fratage BSH de points, som klubben havde erhvervet sig efter sejre over TMS Ringsted, TTH Holstebro og KIF Kolding og samtidig føre pointene tilbage til de tabende klubber.
Systemet holder ikke vand
Her går det helt galt. Jeg forstår ikke, hvorfor der skal vendes op og ned på en hel tabel, fordi ét enkelt hold begår en administrativ fejl.
Umiddelbart stor fordel for eksempelvis TMS Ringsted og KIF Kolding, der belønnes for at have tabt med henholdsvis 17 og 10 mål. Til stor ærgrelse og desperation for Ribe-Esbjerg HH, Fredericia Håndboldklub og Lemvig-Thyborøn, der absolut intet har foretaget sig andet end at holde muligheden for en eventuel slutspilsplads eller overlevelse i landets bedste række i hævd.
Nok engang er det bevist, at det nuværende system ikke holder vand. På trods af tekniske møder en masse lykkes det simpelthen ikke for dommere, holdledere, sekretærer med mere at sikre, at holdkortene er korrekt udfyldte, når kampene går i gang.
Lad mig lige understrege, at dette ikke var et angreb på de tekniske møders repræsentanter, men mere som et bevis på, at det er selve registreringssystemet, der trænger til opdatering og ikke de involverede mennesker af kød og blod.
Jeg understreger lige, at tilfældet BSH og Sasser Sonn slet ikke er enestående. I løbet af en sæson er der adskillige flere tilfælde, der blot ikke fanges i det nuværende, defekte system.
Det har dansk håndbold ikke råd til
Jeg forstår frustrationen rundt i det ganske håndboldland, og jeg sender en særlig tanke til Lemvig-Thyborøn, der risikerer at miste håndboldlivet blandt de bedste for i næste sæson at træde vande med de næstbedste.
Håndbolden har brug for alle. For ekstraordinært sammenhold i en pandemi-tid, der har taget hårdt på de allerfleste.
Spørg bare i Danske Bank, hvad tab af image betyder. Svaret vil være, at det tager forbandet lang tid at genvinde.
Dansk håndbold har ikke råd til, at dets image krakelerer yderligere. Udvikling er et absolut must, hvis det store forenings-Danmark skal klare sig i forhold til et stadigt stigende antal konkurrenter.
Vis styrke og sammenhold, så jeg ikke igen om føje tid skal evaluere endnu en dårlig sag med udgangspunkt i et system, der beviseligt ikke lever op til tidens krav.
Glem ej heller: Om at vinde uden EGENTLIG at snyde.
Ugens notabene
Ugens første notabene handler uundgåeligt om Odense Håndbold. I løbet af blot godt 100 timer mistede cheftræner Ulrik Kirkely og hans kvinder alt det, de så bravorøst havde kæmpet for de seneste syv måneder.
Onsdag aften forsvandt Althea Reinhardt & Co's dukseplads i Bambusa-Ligaen, da Viborg HK udklasserede odenseanerne med de pinagtige cifre 33-21.
Farvel til den Champions League-plads, der med stor sandsynlighed bliver tildelt ligaens nye duks, Team Esbjerg, når den nye sæsons Champions League-deltagere offentliggøres henover sommeren.
I går blev det så til et endeligt farvel til denne sæsons dyster mod den europæiske elite, da Vipers Kristiansand udmanøvrerede Nycke Groot & Co.
Spørgsmålet er nu, om det bliver endnu en skuffende sæsonafslutning for det store Odense-projekt, der higer så voldsomt efter den pokal, der kan synliggøre, at de mange investerede millioner også udmønter sig i at kunne kalde sig Danmarks bedste.
Skader er - med lidt omskrivning - hver kvindes eje, og det har gjort forbandet ondt på Kirkelys kvinder at miste først Rikke Iversen og senere Mie Højlund.
Fakta er bare, at den umiddelbart nærmeste konkurrent, de forsvarende danske mestre fra Esbjerg, også har lidt afsavn med Estavana Polman og Line Myers som iagttagere fra sidelinjen.
Søndagen blev også endestation for Jesper Jensens mandskab, da Brest Bretagne på overbevisende facon eliminerede det danske mesterhold.
Begge danske repræsentanter i Europas fornemste turnering kan dog tage hinanden i hænderne, når sæsonens endelige regnskab skal gøres op.
Præstationerne har været mangelfulde, og den koncentration og stabilitet, der kræves på de største scener, har været fraværende i for mange kampe.
Derfor står Danmark for blot tredje gang siden årtusindeskiftet uden repræsentation blandt de sidste otte i kvindernes Champions League.
Mit andet – og meget mindre – notabene gælder også kvindernes Champions League.
I formiddags nåede turneringens kaotiske afvikling nye højder, da Borussia Dortmund blev erklæret taberdømt mod franske Metz, da tyskerne nægtede at rejse til Frankrig, hvor begge opgør skulle afvikles i Nancy, da hverken Dortmund eller Metz fandt det forsvarligt at afvikle kampe i egne omgivelser.
EHF-dommen er historisk. Aldrig tidligere er en klub blevet taberdømt med udgangspunkt i frygt for, at dets aktører indgik en for stor smitterisiko ved at møde frem.
Jeg har skrevet det før og gør det gerne igen. Skær ned, eller opgiv drømmen om, at alt kan foregå normalt i en tid med en pandemi, der ikke foreløbig slipper sit tag i Europa.