- Har aldrig været så tom indeni, siger OL-klar træner
Kim Rasmussen og det montenegrinske håndboldlandshold bookede søndag en billet OL.
Efter tre hektiske dage med OL-kvalifikationskampe er den danske håndboldtræner Kim Rasmussen klar til OL sammen med Montenegros håndbolddamer.
Rasmussen er naturligvis glad og stolt over præstationen. Men det er ikke udelukkende eufori, han mærker.
- De her piger er lavet af noget specielt, og sammen har vi åbenbart et eller andet som fungerer. Men jeg har aldrig været så tom indeni, som jeg er lige nu. Det er meget surrealistisk, og det er meget ambivalent.
- Jeg er verdens gladeste mand, men det er måske ikke gået op for mig endnu, hvad det egentlig er, der er sket, siger Kim Rasmussen til TV 2 SPORT.
Et hårdt år
I Rasmussens tidligere job som træner for det ungarske landshold endte han i vælten, da han efter Ungarns exit ved VM i Japan i 2019 blev suspenderet på ubestemt tid. Det gjorde han, fordi han ifølge det internationale håndboldforbund ikke havde opført sig ordentligt på et pressemøde undervejs i turneringen.
Og en måned senere blev han fyret som landstræner for Ungarn.
Derfor kan roden til den ambivalente følelse, Kim Rasmussen sidder med efter søndagens kvalifikation, meget vel findes i det seneste års oplevelser.
- Da jeg sad inden kampen og tænkte over, hvordan jeg ville reagere, hvis vi kvalificerede os, så tænkte jeg, at jeg ville være ovenud lykkelig. Det har været et ufatteligt hårdt år for mig personligt, efter hvad der skete ved VM i 2019 i Japan, hvor den helt klare følelse var, at vi blev direkte tyvstjålet vores videre færd i turneringen. Jeg føler mig personligt angrebet af toppen i IHF, bliver fyret i Ungarn og har stadig en retssag kørende i Ungarn, så det har været ekstremt hårdt at holde sig ovenpå.
- Så jeg tænkte, at jeg måtte være verdens lykkeligste mand, hvis det lykkedes for os at gøre det her færdigt, fordi ingen tror på os. Og jeg må være ærlig og sige, at når man kigger på papiret, og hvilket hold vi spiller mod, så vil de fleste håndboldkendere jo sige, at Montenegro ville ende med 0 point og ikke komme til OL, siger Rasmussen.
Selvom den danske Montenegro-træner sidder tilbage med en tom følelse i timerne efter afgørelsen, er han dog ret sikker på, at følelsen snart skiftes ud med en mere klassisk glæde.
- Det er måske ikke helt gået op for mig endnu, men jeg håber det kommer i løbet af i aften (søndag aften, red.) og i nat, siger Rasmussen.
Montenegro var i pulje med Norge og Rumænien i OL-kvalifikationen, hvor Rumænien som det eneste hold i puljen ikke bliver en del af sommerens OL.