Håndbold

Landsholdets problem blev udstillet i en mavepuster af dimensioner

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser i denne klumme nærmere på det, der er sket i den seneste håndbolduge.

Lige ved og næsten…

Slår ingen mand af hesten, er et gammelt ordsprog, som konstaterer, at det ikke er nok at være lige ved.

Ordsproget passer som fod i hose på det danske kvindelandshold anno marts 2021 og for den sags skyld de seneste mange år.

OL 2024 i Paris skal være med deltagelse af dansk kvindehåndbold

Lad mig dog blive i den umiddelbare nutid. Hvem husker ikke den missede OL-kval-mulighed, fordi Stine Jørgensen & Co. måtte nøjes med uafgjort i den afgørende mellemrundepuljekamp mod Serbien? Efter såmænd at have banket de senere hollandske verdensmestre og Frankrig i en afgørende indledende puljekamp?

Hvem husker ikke det flotte europamesterskab i december, hvor mange store og flotte præstationer skulle være fundamentet for de første medaljer til dansk kvindehåndbold siden 2004?

Lige indtil det blev til en storfavoritrolle mod upåagtede Kroatien og et nederlag, der med garanti stadig rumler i spillernes hoveder.

Jeg gør.

Derfor var lørdagens nederlag til Frankrig også endnu en mental nedtur af dimensioner. Især fordi Mia Rej og hendes veninder havde udklasseret sølvvinderne fra EM 2020 i Danmark i 2. halvlegs første 20 minutter med svimlende 13-3.

For derefter at smide hele svineriet og forære hjemmeholdet endnu en sejr og tildele sig selv en mavepuster af dimensioner.

Den evindelige mangelvare

Jeg ved, at landstræneren arbejder med masser af struktur for at sikre, at landsholdet arbejder med løsninger, der passer til den enkeltes kompetencer, men evnen til at være bedst, når det gælder, er en massiv udfordring for Sandra Toft & Co.

Dansk kvindehåndbold mangler den/de enere, der evner det allervigtigste.

Evnen til at fornemme, hvor en kamp befinder sig. Hvor modstanderen befinder sig. Hvor dommerne befinder sig. Er det tid til at tage chancer? Er det nu, der skal satses på kontraspillet? Skal hårdheden i tacklingerne lige have en rund hånd mere og mange flere af de delelementer, der definerer en kamp?

Jesper Jensen besad netop den evne i sine velmagtsdage. Fornemmelsen for tingenes tilstand hos alle kampens aktører. Naturligvis inklusiv ens egne holdkammeraters åndelige habitus i en kamps mange forskellige sindstilstande.

Ja, jeg ved godt, at Jensen også havde sine vilde udfald. Derfor er jeg også sikker på, at han er RØD i Garuda-profilen, der også er en del af landstrænerens indgange til landsholdsspillerne.

Blot for god ordens skyld, hvis nogen skulle være i tvivl.

Så indgangen til løsningen af problemerne er således i de bedste hænder.

En international defensiv

Derfor er landsholdets fundament fortsat med pil opad. En international defensiv i konstant udvikling. Senest med Line Haugsted liggende fremme. Med tre fremragende målkvinder. Toft og Reinhardt er fortsat par nummer ét, men Viborg HK’s Kristensen er allerede i gang med at bide dem i haserne.

Dermed er der grobund for det effektive kontraspil, uden hvilket ret mange hold ikke bliver til noget. Og med det in mente, at de hurtige opløb ikke drejer sig om at være hurtigst, men om at bringe bolden trygt og sikkert frem til afslutning.

Næste opgave er gudskelov lige om hjørnet. Allerede om 24 dage møder Kristina Jørgensen & Co. Spanien.

Både Frankrig og Spanien er kvalificerede til OL 2021 i Tokyo.

Vort landshold agerer med andre ord træningspartner for nationer på vej mod det største sportslige mål, et landshold kan have.

Det skal der laves om på. OL 2024 i Paris skal være med deltagelse af dansk kvindehåndbold.

Det bliver en realitet, når lige ved og næsten… ikke længere gælder for landets bedste håndboldkvinder.

Ugens notabene

Ugens notabene går til Kim Rasmussen og hans montenegrinske krigere. Fredag aften henad klokken 21 sluttede OL-kvalifikationskampen i Podgorica mellem Norge og Montenegro med en sensationel femmålssejr sejr til Jovanka Radicevic og hendes veninder.

Katrine Lunde & Co. blev fuldstændig pillet fra hinanden af et frådende og frejdigt fightende undertippet hjemmehold.

For én gangs skyld var det ikke lykkedes chefen over alle, islandske Thorir Hergeirsson, at overbevise sine spillere om, at netop denne udfordring skulle tages aldeles alvorligt. Og det for manden, der altid udtrykker respekt for møder med selv håndboldens miniputnationer

OL-deltagelsen blev først en realitet søndag eftermiddag, da Kim Rasmussen assisteret af selveste Bojana Popovic tabte til Rumænien. I det samlede regnskab endte netop Cristina Neagu og hendes veninder dog med Sorteper, og Montenegro kunne således invitere Stine Bredal Oftedal & Co. med til Tokyo.

Jeg under Kim Rasmussen den store succes. Han afløste den fyrede Per Johansson blot ti dage før EM 2020 i Danmark, og jobbeskrivelsen var relativt simpel fra det montenegrinske håndboldforbund: Kvalificér os til OL!

I slutningen af februar blev han fyret af sin polske arbejdsgiver MKS Lublin, så han har haft rigeligt at spekulere på op til de altafgørende OL-kvalkampe.

Montenegro og Norge har deres helt egen OL-historie. Den unge nation, der erklærede sig uafhængighed i juni 2006, deltog i OL 2012 i London og kvalificerede sig til finalen mod – ja, godt gættet – Norge.

Normalt græder tabende OL-finalister af ærgrelse, men det stå stadig helt friskt på min nethinde, hvordan Bojana Popovic, Maja Savic og alle deres veninder græd af glæde i stolthed over sig selv og deres nations helt store indtog på den største af alle scener.

Måske jeg skal se ikonet Bojana Popovic og Kim Rasmussen med tårer i øjnene i august i Tokyo.

Kanske efter endnu et historisk opgør med Hergeirssons norske jenter.