Håndbold

VM-svensker forlader Bundesligaen til fordel for Skjern

23-årige Alfred Jönsson forlader Hannover-Burgdorf for i stedet at spille i den danske liga.

Under hans slutrundedebut i januar kunne TV 2 SPORT erfare, at Alfred Jönsson skulle erstatte islandske Elvar Örn Jónsson i Skjern.

Nu har klubben så præsenteret den 23-årige svenske bagspiller som Skjern-spiller fra og med den kommende sæson. Han har skrevet under på en toårig kontrakt.

Selvom Bundesligaen er verdens stærkeste liga, ser Jönsson rigtig meget frem til skiftet.

- Jeg ville tage et nyt skridt i min håndboldkarriere. Jeg vil spille i Danmark, og jeg blev med det samme imponeret over, hvordan Claus (Hansen, træner, red.) og Skjern Håndbold arbejder. Det var lidt ”wauw”. Jeg synes, det hele er professionelt, siger Jönsson til TV 2 SPORT.

Selvom han kommer til Danmark fra verdens stærkeste liga, fremhæver han faciliteterne og planen med ham i Skjern som stærkt tiltalende og vigtigt.

- Den danske liga tager et skridt frem, og jeg synes, spillet i Danmark er hurtigere. Jeg føler, det passer bedre til mig. Ligaen bliver bedre og bedre, og jeg vil gerne med på den rejse, siger han.

- Jeg kommer her for at spille i Europa og jagte en titel. Det har været min drøm. Samtidig vil jeg udvikle mit forsvarsspil og være med til at hjælpe Skjern til stor fremgang. Det er min drøm.

Klar forstærkning

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen er det en soleklar forstærkning til Skjern-holdet, der altså vinker farvel til Elvar Örn Jónsson.

- Jeg tænker, han kommer til at bidrage rigtig positivt. Lad os bare være ærlige og sige, at Elvar Örn Jónsson har været en stor skuffelse i Skjern. Han blev slet ikke den spiller, de havde regnet med, siger Claus Møller Jakobsen.

- Det er en spændende tovejsspiller, der har den her vildskab og fandenivoldskhed. Han kommer med stort engagement, og det synes jeg i dén grad, Skjerns bagkæde mangler.

Ved VM fik han ikke mange minutter i starten af turneringen på et afbudsramt svensk landshold, men det blev der hen ad vejen ændret på, om end han var andetvalg efter Jonathan Carlsbogård.

- Han fik lidt af en ilddåb i Kaori og var med i den her store succes for et ungt svensk landshold. Han startede turneringen med at sidde ude og spillede stort set ikke, men så fik han chancen og spillede mere og fik mere ansvar.

Alfred Jönsson kom til Hannover Burgdorf i 2019 fra svenske Lugi.

Med det svenske landshold nåede han hele vejen til finalen, hvor Sverige blev slået af Danmark.