Håndbold

- Har ikke set dårligere fra Skjern, siger 'fortvivlet' ekspert

Både holdets cheftræner og en ekspert savner attitude fra Skjern-spillerne, der mandag tabte rekordstort mod BSH.

Hvis man som håndboldkender har været bortrejst og misset de første 24 runder i herrernes grundspil, ville man formentlig spærre øjnene en smule op ved synet af Skjern Håndbold på en syvendeplads.

Det vestjyske mandskab, der har tradition for at spille med helt i toppen, indtager lige nu ligaens syvendeplads med 25 point – 14 point efter førerholdet GOG.

Ikke nok med det, så indkasserede vestjyderne mandag sæsonens 11. nederlag, da de tabte med hele 11 mål mod ligarivalerne fra Bjerringbro-Silkeborg. Det største nederlag nogensinde til BSH. Derfor var det også en frustreret Skjern-træner, der besøgte TV 2 SPORTs studie efter kampen:

- Vores bundniveau er meget lavt. Det har vi desværre vist tre, fire gange i denne vinter, konstaterede Claus Hansen, mens håndboldekspert Claus Møller Jakobsen stemte i:

- Der har været store udsving i denne sæson. De har ikke været bedre, og mod holdene over dem er det blevet til forsvindende få point. Standarden set over de 24 kampe har ikke været bedre, lød ekspertens vurdering.

Det er især mod de andre tophold, de grønblusede har været i problemer. Ud af 28 mulige point mod de øvrige hold fra ligaens top-8 er det bare blevet til ni point for Skjern, som omvendt - i kampene mod tabellens nederste del - har misset fire point med nederlag mod Ribe-Esbjerg og Lemvig.

Skjern-båden tager vand ind

Mandag var det så endnu en gang et hold fra toppen, der gav problemer for det vestjyske mandskab.

På hjemmebanen blev Skjern sat på plads af ligaens nummer 4, BSH, der efter en pauseføring på tre mål spillede en suveræn anden halvleg og dermed vandt med hele 35-24.

- Det bliver svært for Claus Hansen at hive op nu efter sådan en misere, lød det fra Claus Møller Jakobsen efter kampen.

- Isoleret set på anden halvleg har jeg ikke set dårligere fra Skjern. De rammer ikke noget som helst. Det er fortvivlende at se hjemmeholdet på den måde.

Fortvivlet er også et tillægsord, der virker oplagt at sætte på Skjerns træner, der i hvert fald ikke var tilfreds med det udtryk, hans spillere forlod hallen med mandag aften:

- Det går alt, alt for hurtigt, og vi gør det for nemt for de andre, vurderede træneren.

- Vi tager vand ind, og når båden tager vand ind, er der simpelthen ikke nogen prop, og der er heller ikke nok, der skovler.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man stadig stillede krav til sig selv og til hinanden, selvom man ikke spiller godt.

Ifølge Claus Møller Jakobsen har gæsterne fra BSH også bidt mærke i, at Skjern-spillerne i løbet af kampen virkede nærmest opgivende:

- De hæfter sig ved attituden. Hvor er den henne? Hvorfor er der ikke nogen, der bliver vrede og går hen og hanker op i medspillerne? Det ser vi ikke. Vi ser en flok spillere, der trækker mere og mere ind i sig selv, og som ikke bidrager til holdet. Det er fortvivlende for Skjern pt.

Vil levere en slutspurt

Selvom bundniveauet i denne sæson ikke har været som vanligt, er Skjern Håndbold sikre på at være med i slutspillet, som begynder i næste måned. Og trods mandagens snitter tror Skjern-træneren fortsat på, at tingene kan vende for vestjyderne.

- Spillerne er selvfølgelig også skuffede, men selvom man godt kan mærke, at troen på os siver ret mange andre steder, så er der stadig en tro inde i omklædningsrummet.

- Der har været meget stor forskel på bund- og topniveau, men vi ved også, at hvis vi kan ramme topniveauet over en længere periode, så tror vi så meget på os selv, at vi kommer bagfra.

I de to resterende runder af grundspillet skal Skjern møde Ribe-Esbjerg og Mors-Thy.