Håndbold

Dom fastholder pointstraf til BSH

Bjerringbro-Silkeborg fik ikke noget ud af at anke dommen om pointstraf i tre kampe.

Det var den helt rigtige beslutning, da Bjerringbro-Silkeborg blev taberdømt i tre kampe samt idømt en bøde tidligere i sæsonen.

Det har Håndboldens Appelinstans fastslået, efter BSH ankede pointstraffen for brug af en spiller, hvor papirarbejdet ikke var udført korrekt.

- Afgørelsen er ikke overraskende for os. Vi finder stadig, at vi havde rimelige argumenter for, at sagen kunne være endt anderledes. Det er vores opfattelse og den almene opfattelse hos mange i håndbold-Danmark, at dommen er alt for hård i forhold til forseelsen, siger direktør Jesper Schou i en pressemeddelelse.

- Sagen bør betyde, at systemet ændres. DHF og Divisionsforeningen må nu sætte sig i spidsen for, at vi til den kommende sæson har et system, der gør, at vi ikke igen kommer i en lignende situation, tilføjer direktøren.

Her kan Jesper Schou knytte sine forhåbninger til, at netop dette har været drøftet i udvalget for professionel håndbold tidligere i marts.

Kan anke en gang mere

Efter stadfæstelsen i Håndboldens Appelinstans har BSH mulighed for at anke afgørelsen en gang mere - denne gang til Danmarks Idræts Forbund, der er idrættens højeste appelinstans.

Det skal ske inden for fire uger.

- Beslutningen om en eventuel anke ligger i bestyrelseslokalet, og der har vi ikke haft mulighed for at drøfte det endnu. Nu koncentrerer vi os om en vigtig kamp i morgen, og så tager vi det andet derefter, siger Jesper Schou til TV 2 SPORT.

Han håber især, der også kommer en tidsgrænse for sager, som Dansk Håndbold Forbund tager op, ligesom det allerede er tilfældet ved sager, der indberettes fra klubber.

I sin afgørelse lægger appelinstansen vægt på, at det altid er klubbens ansvar, at alle spillertilladelser er på plads inden en kamp.

- Det følger af Ligareglementets § 11 stk. 2, at konsekvensen af at benytte en ikke- spillerberettiget spiller er bøde samt tab af kamp. Der ses intet grundlag for at fravige denne regel, lyder det blandt andet i afgørelsen.

Pointstraf, bøde og karantæne

Sagen handler konkret om Bjerringbro-Silkeborgs brug af Sasser Valde Helveg Sonn, der tidligere i sæsonen var lejet ud til Lemvig.

Efter sin tilbagevenden til BSH var han på banen i tre kampe, uden BSH havde registreret spillertilladelsen korrekt. Derfor er klubben blevet taberdømt i alle tre opgør, mens modstanderne fik de to point for sejren.

  • 4. februar: BSH-TMS Ringsted (42-25) – taberdømt
  • 13. februar: TTH Holstebro-BSH (31-33) – taberdømt
  • 17. februar: BSH-KIF Kolding (34-24) – taberdømt

Derudover fik BSH en bøde på 30.000 kroner plus sagsomkostninger. Pointstraffen kostede BSH chancen for at nå første- og andenpladsen i grundspillet.

Ydermere er Sasser Valde Helveg Sonn endt i en karantæne, så han ikke må spille i resten af sæsonen.