GOG tager førstepladsen efter dramatisk opgør
GOG og Skanderborg spillede uafgjort på en dag, hvor slutspillet i herreligaen faldt endeligt på plads.
Det endte i lidt af et drama, da GOG lørdag eftermiddag tog imod Skanderborg hjemme på Sydfyn.
For efter ellers at have været bagud i det meste af opgøret - flere gange med hele fem mål - så leverede hjemmeholdet et imponerende comeback.
GOG fik faktisk muligheden for at vinde kampen, da de gulblusede havde det sidste angreb i kampen. Men topholdet måtte nøjes med et point og uafgjort, 35-35.
Det ene point er dog nok for GOG til at generobre en foreløbig førsteplads i herrernes håndboldliga, hvor holdet nu har ét point ned til Aalborg Håndbold.
Der resterer nu kun én runde af grundspillet.
Slutspillet faldt på plads
Trods tre nederlag på stribe i herrernes håndboldliga er KIF Kolding nu endegyldigt klar til slutspillet.
Det ligger fast, efter Skjern tidligere lørdag eftermiddag besejrede Ribe-Esbjerg med 34-31, hvilket betyder, at ingen nu kan true koldingensernes slutplacering blandt de otte bedste i grundspillet.
Dermed er følgende hold klar til slutspillet:
- Skjern
- KIF Kolding
- Aalborg
- GOG
- Bjerringbro-Silkeborg
- TTH Holstebro
- Sønderjyske
- Skanderborg
Koldingenserne har ellers løbet rundt på gummiben på det seneste og har misset tre chancer for selv at spille sig videre - blandt andet med et nederlag til bundproppen TMS Ringsted.
Men rivalerne kunne ikke udnytte den gamle storklubs vaklen. Fredag spillede Fredericia sig ud af billedet ved at tabe i Lemvig. Og med Ribe-Esbjergs nederlag forsvandt den sidste trussel mod KIF Kolding.
Med kniven for struben havde Ribe-Esbjerg ellers alt at spille for mod Skjern, men rigtig tæt på den nødvendige sejr kom holdet aldrig.
Skarpe efter pausen
Efter 16-14 ved pausen trak Skjern fra i begyndelsen af anden halvleg, hvor hjemmeholdet gik fra 20-19 til 25-20.
Det kom gæsterne ikke tilbage fra. Anført af den norske veteran Bjarte Myrhol, der scorede otte mål på ni forsøg, holdt Skjern et komfortabelt forspring i resten af kampen.
Dermed er der inden sidste runde sat navne på de otte hold, der skal spille om medaljer i denne sæson.
Skjern og KIF Kolding får i slutspillet selskab af Aalborg, GOG, Bjerringbro-Silkeborg, TTH Holstebro, Sønderjyske og Skanderborg.
Bjerringbro-Silkeborg sikrede sig lørdag fjerdepladsen i grundspillet ved at slå den direkte konkurrent Sønderjyske med hele 37-18.