Håndbold

"Helt vanvittig god" OL-lodtrækning for Danmark

Danmark var placeret i det øverste seedningslag, da der torsdag blev trukket lod til gruppespillet ved OL i Tokyo.

Danmark har fået det bedst mulige udgangspunkt, når OL-guldet skal forsvares til sommer.

Det er den oplagte opsummering efter torsdagens lodtrækning, hvor Danmark endte i OL-gruppe med Sverige, Portugal, Japan, Egypten og Bahrain.

- Det er jo juleaften! Norge, Frankrig, Tyskland og Spanien i den modsatte gruppe. Det giver en drømmelodtrækning for Danmark, selvom der selvfølgelig skal være respekt for de andre hold i gruppen, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, der fortsætter:

- Det her er godt nok en god lodtrækning! For alle danske håndboldelskere er det en helt vanvittig god lodtrækning. Der er selvfølgelig stadig lang vej, men det her giver Danmark et godt udgangspunkt for at genvinde OL. Det kunne ikke have været bedre for Danmark, der nu kan genvinde OL, efter holdet genvandt VM, tilføjer Nyegaard.

OL i Tokyo afvikles fra den 24. juli til 8. august. Danmarks håndboldherrer skal i aktion for første gang på premieredagen.

Gruppe A, herrer

  • Norge
  • Frankrig
  • Tyskland
  • Brasilien
  • Spanien
  • Argentina

Gruppe B, herrer

  • Danmark
  • Sverige
  • Portugal
  • Japan
  • Egypten
  • Bahrain

Inden lodtrækningen var Danmark seedet i pot 1 sammen med Norge. Derfor var Norge det eneste hold, Danmark ikke kunne trække. Desuden skal det nævnes, at værtsnationen Japan fik mulighed for at vælge gruppe, da alle de øvrige hold var trukket. Her valgte den japanske landstræner ikke overraskende samme gruppe som Danmark.

Den olympiske håndboldturnering spilles med to grupper á seks hold. Hvert hold spiller én kamp mod de øvrige fem hold, hvorefter de bedste fire hold går videre til kvartfinalerne.

Herefter spilles turneringen som knockout, hvor vinderen går videre, mens taberen ryger ud. Semifinaletaberne skal dog spille om bronze.

Gruppe A, kvinder

  • Holland
  • Montenegro
  • Norge
  • Japan
  • Korea
  • Angola

Gruppe B, kvinder

  • Spanien
  • Ruslands Håndbold Forbund
  • Ungarn
  • Sverige
  • Frankrig
  • Brasilien