Håndbold

Langer ud efter Århus - kunne have undgået nedrykning

TMS Ringsted bliver ikke reddet fra nedrykning, selvom Århus Håndbold er begæret konkurs og dermed ude af ligaen.

Få timer blev afgørende for, at nedrykkeren, TMS Ringsted, ikke blev reddet af en konkursbegæring fra Århus Håndbold.

Søndag klokken 18.28 modtog Dansk Håndbold Forbund beskeden om, at Århus Håndbold er begæret konkurs og dermed ikke en del af ligaen i næste sæson. En god times tid inden meddelelsen sluttede herreligaens grundspil, og TMS Ringsted var dømt til nedrykning.

Når man ved det, skal man melde det ud

Christian Dalmose, cheftræner i TMS Ringsted

Den situation havde været en anden, hvis Århus Håndbold inden sidste spillerunde var begæret konkurs. I det tilfælde var Ringsted blevet en del af nedrykningsspillet med en chance for at sikre sig en sæson mere i ligaen.

- Vi som klub kæmper og har styr på økonomien. Vi er en fungerende klub, som ikke bruger flere penge, end vi har. Det er pisseærgerligt, siger cheftræner i TMS Ringsted Christian Dalmose til TV 2 SPORT.

"Man skal ikke vente"

Mandag klokken 14 meddelte Århus Håndbold på et pressemøde, at klubben lukker ned og i stedet fusionerer med naboerne fra Skanderborg Håndbold.

Planerne om fusionen til Skanderborg Århus Håndbold har været på tegnebrættet i en længere periode. Den nu forhenværende Århus-træner Erik Veje Rasmussen fortæller, at han i en måned har kendt klubbens skæbne, ligesom klubben den 30. marts ændrede oplysninger i CVR-registret.

- Når man ved det, skal man melde det ud. Man skal ikke vente. Det havde været sportsligt klart det mest fair og acceptable. Det skal der overhovedet herske nogen tvivl om, siger Dalmose og tilføjer:

- Jeg synes, det er sørgeligt, at vi får konkurser i håndbold. Et samarbejde laver man ikke lige over natten fra fredag til lørdag. Når man laver en fusion, er det rimeligt stort, hvor mange ting skal hænge sammen.

Århus forsvarer timing

På det fælles pressemøde med Århus og Skanderborg slog Jan Børjesson, der er bestyrelsesmedlem i Århus Håndbold, fast, at klubben på intet tidspunkt spekulerede i scenarier for andre klubber.

- Idéen har været at spille grundspillet færdigt på en ordentlig og sportslig korrekt måde, uden at nogen vidste noget, siger han.

- Sportsligt har vi ikke ønsket at spekulere i, om nogen skulle have fordel af, at nogen meldte noget ud den ene eller anden dag. Det har kun været at sige, at der er et naturligt skel, når grundspillet slutter. Så har alle spillet alle kampene og fået de placeringer, som deres sportslige resultater berettiger til.

Overvejer at gå videre med sagen

Christian Dalmose deler ikke opfattelsen, og sammen med klubbens bestyrelse skal der nu tages stilling til, om TMS Ringsted vil gå videre med sagen.

Under alle omstændigheder mener han, at der bør ske ændringer i regelsættet.

- Jeg har altid sagt, at det er det hold, der er øverst, der skal have chancen for at spille. Så systemet er helt forkert, siger han til TV 2 SPORT.

Århus Håndbold skulle have været en del af nedrykningsspillet, men er ophørt med at eksistere per omgående.

Derfor kan holdene i nedrykningsspillet - Ribe-Esbjerg, Fredericia, Mors-Thy og Lemvig-Thyborøn - nu ånde lettet op. Holdet, der sluttede sidst i nedrykningsspillet, skulle have været ude i playoffkampe mod nummer to eller tre fra 1. division.

Det scenarie er nu taget ud af ligningen, hvorfor de pågældende hold i 1. division i stedet spiller playoffkampe mod hinanden om en plads i ligaen.

Vinderen af 1. division rykker direkte op.