Håndbold

Flensburg-Handewitt videre i CL uden kamp

PPD Zagreb får ikke muligheden for at tage kampen op med Flensburg-Handewitt om en plads i kvartfinalen i Champions League.

Flensburg-Handewitt har endnu ikke spillet en playoff-kamp i dette års Champions League, men alligevel er klubben nu gået videre til kvartfinalen.

Men det er ikke noget, de har spillet sig til.

Tyskerne skulle i disse dage have mødt PPD Zagreb i ottendedelsfinalen, men det har et udbrud af coronavirus i den kroatiske trup lavet om på.

I en pressemeddelelse skriver Flensburg-Handewitt, at de har forsøgt at finde de nødvendige løsninger, så kampene kunne afvikles, men uden held. Det europæiske håndboldforbund, EHF, er derfor nået frem til beslutningen om at aflyse kampene og sende den tyske storklub videre til kvartfinalen uden kamp.

- Det er en rigtig og en god beslutning. Champions League-kampe er altid specielle, men det ville ikke være acceptabelt at spille under disse forhold, siger Flensburg-Handewitts direktør, Dierk Schmäschke.

Zagreb fældet af coronaprotokol

EHFs coronaprotokol foreskriver, at det ikke er muligt at udskyde kampe i ottendedelsfinalen til en senere dato end 8. april 2021.

Da det i dette tilfælde ikke vil være muligt at afvikle kampene i tide, dikterer reglerne, at klubben, der er ansvarlig for udsættelsen - altså Zagreb - skal smides ud af Champions League.

- EHF har levet op til sin pligt og sit ansvar over for spillerne om ikke at tage nogen yderligere risiko. Det er helt forståeligt, at det ikke er nemt at træffe en sådan beslutning. Vi har alle ønsket at spille kampene, og vi havde på forhånd aftalt at spille runden. Men jeg synes, det er fair, at vi som gruppevindere nu er i kvartfinalen, siger Flensburgs træner, Maik Machulla.

Tyskerne vandt Gruppe A med to point ned til franske PSG, mens Zagreb blev sidst i Gruppe B, hvor de gik fra banen som taber i samtlige kampe.

I kvartfinalen skal Flensburg-Handewitt møde enten portugisiske Porto eller de danske mestre fra Aalborg Håndbold. Porto vandt det første opgør med 32-29. Returopgøret spilles onsdag.