Håndbold

Myrhol stopper karrieren før tid

Den norske stjerne stopper karrieren til sommer, selvom han stadig har ét år tilbage af sin Skjern-kontrakt.

Bjarte Myrhol har truffet sit livs sværeste beslutning.

Den 38-årige stregspiller har i en årrække været blandt verdens bedste stregspillere, men efter denne sæson er det slut. Han har valgt at indstille karrieren.

- Det har været en svær og lang beslutning, som jeg har brugt godt med tid på. Jeg har simpelthen en krop og en skulder, der ikke vil spille mere. Jeg kan godt kæmpe mig igennem det sidste stykke tid, men at der skulle gå halvandet år mere med de smerter, var ikke til at holde ud, siger Bjarte Myrhol til TV 2 SPORT.

- Der er mange ting, jeg kommer til at savne helt vildt, men der er også ting, jeg glæder mig helt vildt til. Jeg forsøger at være en optimist i det hele.

Drømmer om pokaler og guld

Bjarte Myrhol retter en stor tak til sundshedsstaben i Skjern. Han forklarer, at de har arbejdet utroligt professionelt og gjort alt for, at han kunne komme tilbage.

Han fortæller videre, at beslutningen blev truffet endeligt i marts efter mange overvejeler og samtaler med sin kone. Han har dog gået med tankerne længe.

Bjarte Myrhold i aktion på stregen.

Nu ser han på den korte bane ind i en fremtid store sportslige mål. Skjern er blandt de sidste fire deltagere i pokalturneringen og med i slutspillet. Og for enden af sæsonen ligger OL i Tokyo.

- Drømmescenariet er tre gange guld og masser tilskuere på lægterne. Men vi er med i pokal og går ind i et slutspil nu, som bliver megaspændende. Det er bare med at gå all-in og se, hvad det ender med.

Har sat et uvurderligt aftryk

Myrhol er i gang med sin sjette sæson i Skjern, og derfor har han haft stor indflydelse på klubben. Det kan bestyrelsesformand Carsten Thygesen skrive under på.

- Der er ingen, der på nogen måde kan erstatte Bjarte Myrhol. Han er et forbillede, en eksemplarisk anfører og en leder, der både på og uden for banen har skabt kolossal værdi for Skjern Håndbold.

- Han har sat et uvurderligt aftryk i klubben og gør det fortsat, selvom smerterne er store. Det er en trist dag for sporten, for til sommer mister vi en kæmpe ambassadør, en fantastisk håndboldspiller og en personlighed udover det sædvanlige, siger Thygesen.

Det er skulderproblemer, der senest har givet Myrhol udfordringer. Den norske stregspiller har dog haft et hårdt håndboldliv. I 2020 blev han ramt af en slem tarmsygdom, imens han i 2011 fik konstateret testikelkræft.

Alt det har han kæmpet sig tilbage fra, men nu stopper kampen mod smerterne.