Håndbold

Nedrykker nedlægger protest efter Århus-konkurs

Århus Håndbolds konkurs og etableringen af Skanderborg Århus Håndbold får et efterspil.

TMS Ringsted har endnu ikke opgivet håbet om endnu en sæson som ligahold.

Søndag rykkede klubben ellers ned, men en times tid efter kampen blev Århus Håndbold begæret konkurs og lukket per omgående - og et nyetableret Århus-selskab fusionerede med Skanderborg Håndbold. En 'ny' klub i dansk håndbold fra den kommende sæson, som blev præsenteret mandag klokken 14.

Havde Århus Håndbold imidlertid begæret konkurs inden sidste spillerunde søndag, var de endt på sidstepladsen i ligaen, hvorved TMS Ringsted havde fået en ny chance for overlevelse.

Ringsted-træner Christian Dalmose kritiserede timingen, og nu går klubben videre til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) disciplinærinstans med sagen.

Klubbens bestyrelsesformand, Henrik Dudek, bekræfter tirsdag eftermiddag over for TV 2 SPORT, at TMS Ringsted onsdag officielt nedlægger protest.

Det sker efter samtaler med en advokat, som har bekræftet klubben i påstanden, som tidligere på dagen blev fremlagt:

- TMS Ringsted og klubbens advokat vurderer pt., om klubben skal nedlægge protest. Vi vil have sagens akter helt frem i lyset. Der er flere steder lavet fodfejl i forhold til vores fælles Ligareglement. Derfor vil DHF formentlig i løbet af dagen modtage en officiel protest med forventning om en hurtig behandling, skrev TMS Ringsted på sin hjemmeside.

Klubben henviser til Ligareglementets paragraf 51:

Foreninger, der indleder drøftelser om etablering af en overbygning, skal straks give meddelelse til DHF herom. Meddelelsen skal offentliggøres af DHF.

Århus så timing som fair

Ifølge den nu forhenværende Århus-træner Erik Veje Rasmussen var han for en måneds tid siden bekendt med klubbens skæbne, ligesom Århus Håndbolds oplysninger i CVR-registret blev ændret den 30. marts.

DHF skrev mandag på sin hjemmeside, at de blev gjort opmærksom på Århus' konkursbegæring søndag klokken 18.28 - altså en times tid efter sidste spillerunde af grundspillet. På mandagens pressemøde fortalte Skanderborg Århus Håndbold, at der overhovedet ikke var spekuleret i et særligt tidspunkt for konkursbegæringen.

- Sportsligt har vi ikke ønsket at spekulere i, om nogen skulle have fordel af, at nogen meldte noget ud den ene eller anden dag. Det har kun været at sige, at der er et naturligt skel, når grundspillet slutter. Så har alle spillet alle kampene og fået de placeringer, som deres sportslige resultater berettiger til, fortalte bestyrelsesmedlem Jan Børjesson.

DHF kan ikke kommentere på Ligareglementets paragraf 51 i henhold til en eventuel protest fra TMS Ringsted.

- Det vil jeg ikke ytre mig om. Hvis de mener, de har en sag, kommer de med den, præsenterer den for disciplinærinstansen og har en påstand. Den må vi tage til den tid, siger Frank Smith, der er sekretær i disciplinærinstansen og turneringschef, til TV 2 SPORT.

Som det ser ud lige nu, rykker TMS Ringsted ned i 1. division, mens nedrykningsspillet bliver uden konsekvenser for det hold, der slutter sidst, og som ellers skulle ud i playoffkampe mod nummer to eller tre fra 1. division.

Nummer to og tre fra 1. division spiller i stedet playoffkampe om oprykning, mens førstepladsen rykker direkte op.