Håndbold

Ny overraskelse i slutspillet

Aarhus United tog sin anden sejr i tre forsøg i slutspillet, da NFH blev slået med 28-26.

Aarhus United drillede tirsdag igen et af de hold, der skrabede en del flere point sammen end aarhusianerne i grundspillet.

NFH blev det nemlig til endnu en slutspilssejr i Bambusa Kvindeligaen, da Kristina Kristiansen og co. blev slået med 28-26.

Stilling

  1. Aarhus 4 (3 kampe)
  2. Odense 3 (2 kampe)
  3. Viborg 3 (2 kampe)
  4. NFH 3 (3 kampe)

- Vores 7-mod-6 fungerede slet ikke, som det har gjort i de andre kampe. Vi spiller sidelæns og smider det selv væk. Vi kan kun se på os selv, siger Kristina Kristiansen til TV 2 SPORT.

Aarhusianerne var ellers kortvarigt bagud med seks mål i første halvleg, men fik lukket hullet i starten af anden halvleg og endte med at vinde efter en spændende afslutning.

Sejren var Aarhus' anden i slutspillet og sender i hvert fald for en stund holdet op på førstepladsen i gruppe 2, der også tæller Odense Håndbold og Viborg HK. Aarhusianerne har fire point, mens NFH, Odense og Viborg alle har tre.

Aarhus, der var på hjemmebane, fik som nævnt en skidt start. Efter et kvarter stod der 12-6 til NFH. Men værre blev det ikke. Tværtimod.

Ved pausen var forskellen nede på et enkelt mål, og Aarhus åbnede anden halvleg med at udligne.

Derfra tog hjemmeholdet så småt teten. Men mod slutningen af kampen så Aarhus ud til at smide det hele på gulvet. NFH gik fra 18-21 til 22-22 og var ovenpå.

Aarhusianerne var dog ikke blevet knækket og tog en afgørende føring, da Mathilde Neesgaard med cirka fire minutter tilbage scorede til 27-25.

NFH fik reduceret, men Mathilde Neesgaard lukkede endegyldigt kampen med endnu et mål i sidste sekund.