Håndbold

Dette håndtryk med dansk målmand får Nyegaard til at spærre øjnene op

Den danske Nantes-målmand Emil Nielsen leverede en stor præstation, da det franske hold meget overraskende sendte Vive Kielce ud af Champions League.

Mikrofonen var på vej videre, efter hans talestrøm var blevet afsluttet med et "tillykke", da den berømte og berygtede håndboldtræner Talant Dujshebaev alligevel havde behov at tilføje lidt mere.

To pladser til venstre for ham på pressemødet sad nemlig den danske målmand Emil Nielsen, der netop havde været en afgørende faktor for, at franske Nantes overraskende havde slået polske Vive Kielce ud af Champions League efter en sejr på udebane. Og det var ikke gået ubemærket hen.

- Denne fyr udgør den største forskel i begge kampe, når han har 16 eller 17 redninger i hver kamp. Hvad kan jeg sige?, lød det fra Vive Kielce-træner Talant Dujshebaev, der ikke havde behov for at sige mere, men i stedet kiggede på Emil Nielsen og anerkendende rakte hånden frem.

Talant Dujshebaev giver Emil Nielsen hånden, efter han netop har rost den danske målmand.

Den danske målmand trykkede hånden og responderede med et "mange tak", og mens han kunne glæde sig over en plads i Champions League-kvartfinalen, fulgte Vive Kielces tyske stjernemålmand Andreas Wolff op:

- Talant har allerede sagt det, men det var Emils præstationer, der gjorde forskellen. Han spillede en fremragende kamp, og han spiller altid så godt.

Billederne af Talant Dujshebaev og Emil Nielsen har fået TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard til at spærre øjnene op.

- Det er virkelig Emil Nielsen, der har stor andel i den kvartfinaleplads, men det er yderst sjældent, du får Talant Dujshebaev til at yde den respekt over for en modstander.

- Vi husker ham måske mest for skandale-sagen, hvor han slog Gudmundur Gudmundsson, ligesom han oftest er helt oppe i det røde felt og sur, men her sidder han så smilende og rækker hånden frem til Emil fra Danmark. Det er der noget smukt over, og det er virkelig stort sportsmanship fra en omdiskuteret træner, som bestemt ikke er kendt for den slags, siger Bent Nyegaard.

Talant Dujshebaev virkede godt tilfreds med at have rost Emil Nielsen, der heller ikke så helt utilfreds ud.

Udmattet Emil Nielsen

De flotte ord om 24-årige Emil Nielsen og det anerkendende håndtryk kommer på baggrund af to store præstationer i 1/8-finalerne.

- Det var en virkelig hård kamp. Alle er meget udmattede nu, men vi er selvfølgelig også meget glade. Vi må være ærlige og sige, vi ikke havde forventet at gå videre. Det var måske en af de værste lodtrækninger, vi kunne få i Kielce. Det er et af de bedste hold i verden, så vi er meget stolte over os selv, sagde Emil Nielsen på pressemødet.

Emil Nielsen nyder stor succes i franske Nantes, som han skiftede til i sommeren 2019.

På hjemmebane tabte Nantes godt nok 24-25, men franskmændene kunne have fået et værre udgangspunkt, hvis det ikke var for den danske målmand, der stod med en redningsprocent på 36 og havde 14 redninger.

Emil fra Aarhus på den helt store scene

Returkampen i Polen endte med en 34-31-sejr til Nantes, mens Emil Nielsen endnu en gang viste sig frem med 15 redninger, hvoraf de tre var på straffekast. Og så stemplede Emil Nielsen i den grad ind, da kampen skulle afgøres.

- Det er jo ikke nødvendigvis Emil Nielsens præstation på dagen, der er det specielle her, men det er det faktum, at han redder tre straffekast og stempler ind på det helt rette tidspunkt i en afgørende kamp langt væk hjemmefra.

- Emil Nielsen har sin helt egen udstråling, og han er virkelig en karakter. Det er en kamp, hvor vi har helt store spillere som Alex Dujshebaev og Kiril Lazarov rendende på banen, og så har vi Emil fra Aarhus, der ejer hele scenen. Det er dybt imponerende, siger Bent Nyegaard.

I kvartfinalen står Nantes til at brage sammen med den ungarske storklub Veszprem.