Fritstillet spiller i chok over Århus Håndbold: - Horribel håndtering
Den nu tidligere Århus Håndbold-spiller Jesper Dahl kritiserer klubbens kommunikation i forbindelse med konkursen, der blev begæret for en uge siden.
5. april 2021 er en dato, som håndboldspilleren Jesper Dahl sent vil glemme.
Det var dagen, hvor han sammen med resten af spillerne i Århus Håndbold fik at vide, at hele truppen øjeblikkeligt var blevet fritstillet, da klubben var begæret konkurs og i stedet skulle fusioneres med naboerne fra Skanderborg.
- Det kom selvfølgelig som et chok. Ikke bare for mig, men for os alle. Det var der ikke nogen, der havde set komme, siger Jesper Dahl til TV 2 SPORT.
Dagen forinden havde Århus Håndbold spillet den sidste kamp i grundspillet, da de vandt 33-27 på udebane over SønderjyskE. En kamp, der skulle vise sig at klubbens sidste.
Men Jesper Dahl havde ingen anelse om, hvad der ventede under 24 timer senere. Beskeden om konkursen fik de få minutter, inden det blev officielt.
- Jeg synes måske, at kommunikationen har været lidt mangelfuld. Vi mødte ind mandag, efter Skanderborg havde fået det at vide. Det var helt horribelt håndteret.
- Vi fik at vide, at der ikke var nogen klub, og det fik vi så 13 minutter til at forholde os til, inden de (ledelsen, red.) skulle videre til deres pressemøde, siger den 27-årige bagspiller.
Gik 10 procent ned i løn
Århus Håndbold formåede ikke at spille sig i slutspillet om mesterskabet, der netop er gået i gang. De skulle i stedet have spillet kvalifikationsspil, men da klubben er lukket med øjeblikkelig virkning, vil de slutte uden point og rykke ud af ligaen.
Ifølge Jesper Dahl havde ledelsen i Århus Håndbold allerede inden sæsonstarten lovet spillerne, at de ikke ville ende i et sådant scenarie, som nu er en realitet.
- Inden sæsonen var vi blevet bedt om at gå 10 procent ned i løn, så vi vidste godt, at økonomien nok ikke var helt super. Men på det tidspunkt blev vi lovet, at hvis vi alle sammen gik 10 procent ned i løn, ville vi fuldføre hele den her sæson, og der ville ikke være flere problemer, siger Jesper Dahl.
Selvom klubben først meldte det ud dagen efter grundspillets afslutning, er det noget, der er blevet arbejdet på i længere tid. Den nu tidligere Århus-træner Erik Veje har til TV 2 SPORT udtalt, at han i en måned gik med en viden om, at noget var under opsejling.
Og derfor undrer det Jesper Dahl, at Århus Håndbold for to uger opfordrede folk til, at man købte såkaldte "støttebilletter" for at give klubben en økonomisk håndsrækning.
- Det er lidt sjovt, at man i en måned har gået med de her planer, og man så for to uger siden bad bødekassen og mange andre mennesker om at give penge til klubben. Det er lidt komisk, hvis man på det tidspunkt måske har vidst, at de bare ville ryge ned i et sort hul. Det er lidt dårligt håndteret.
En bombe for spillerne i Skanderborg
Også i Skanderborg skabte det rystelser, da nyheden om, at der fra den kommende sæson ikke længere er noget, der hedder Skanderborg Håndbold.
Det vil i stedet blive Skanderborg Århus Håndbold, og det bliver med spillere fra begge klubber.
- Det var en bombe. Telefonen ringede hele dagen, da vi kom tilbage fra mødet. Det var en vildt turbulent tid. Men vi har været samlet som hold, hvor vi har snakket om de ting, vi havde på hjerte, og så har vi renset hovedet derfra, siger Lars Skaarup.
Alle Skanderborg-spillere, der oprindeligt havde kontrakt for den kommende sæson, vil også i næste sæson have kontrakt med det nye østjyske mandskab, der vil have hjemmebane i både Aarhus og Skanderborg.
Holdet vil fremover blive trænet af Skanderborgs træner, Nick Rasmussen. Han fortæller, at der ganske naturligt har været lidt ekstra at se til i den seneste uge.
- Når to hold bliver slået sammen, er der af gode grunde ikke plads til 32 spillere. Vi har valgt, og det har været spillernes tilbagemeldinger, at nu giver vi det en skalle i de seks kampe. Det, der er vigtigt for dem, er, at når der er noget nyt i forhold til spillere, vil de gerne have det at vide.
Lars Skaarup, der har kontraktudløb efter denne sæson, regner med, at han kan blive en del af Skanderborg Århus Håndbold, mens det modsatte er tilfældet for Jesper Dahl.
- Jeg har ikke fået buddet, så det er så let. Vi må se, hvad fremtiden bringer for mig.