Håndbold

Testkampe midt i tætpakket program er guld værd, siger Jesper Jensen

Kvindelandsholdet risikerede at have meget få træningsdage før VM i december. Derfor glæder Jesper Jensen sig over samlingen trods tidspunktet.

For anden gang på én måned er det danske kvindelandshold i håndbold samlet, og igen venter to testkampe.

Det sker i en periode, hvor spillerne i forvejen har et tætpakket program i klubberne – for nogle spilleres vedkommende både i nationale og europæiske turneringer.

Vi har et mål om at sende spillerne hjem i minimum den stand, vi får dem i og allerhelst bedre rent fysisk

Jesper Jensen, landstræner

Alligevel er det vigtigt for landsholdet at samles den næste halvanden uge, understreger landstræner Jesper Jensen.

- Det, at vi kan få ti dage nu, er bare guld værd for os. Så er jeg med på som klubtræner, at man gerne vil have dem hjemme på nuværende tidspunkt, men som klubber er vi også enormt afhængige af, at landsholdet præsterer, og de ti dage skal vi bruge med allerstørste omhu, forklarer han til TV 2 SPORT på et pressemøde.

- Der er ikke noget optimalt tidspunkt at lægge samlinger på udover i sommerferien, men så får de til gengæld heller ikke deres ferie. Så vi tager de samlingsdage, der er, og bekymrer os ikke om, hvornår de ligger, men har selvfølgelig enorm stor respekt for klubbernes arbejde.

Landstræneren forklarer, at det er afgørende for holdet med så mange dage sammen som muligt for at skabe det bedst mulige udgangspunkt inden VM i december. Derfor har staben aktivt kæmpet for at få en ekstra samling i hus.

- Vi har også været ude at ligge på knæ for klubberne, om vi kan lave en samling i juni, som de er gået med til. Det er vi super glade for, fordi hvis vi nu sprang den her samling over og ikke fik den i juni, så havde vi syv dages træningslejr tilbage, inden vi skulle spille VM i Spanien, forklarer han.

Danmark møder Spanien i to testkampe torsdag og lørdag – du kan se kampene på henholdsvis TV 2 SPORT og TV 2.

I sin slutrundedebut som landstræner førte Jesper Jensen Danmark til medaljekampene, men måtte tage til takke med en fjerdeplads efter et nederlag til Kroatien i bronzekampen.

Skal beskytte spillerne

Flere af landsholdsspillerne spiller både i nationale ligaer og europæiske klubturneringer, hvor det i de kommende måneder skal afgøres, hvem der bliver mestre.

Selvom spillerne har et stramt program, er Viborg-profilen Kristina Jørgensen glad for, at landsholdet igen er samlet.

- På klubholdene kan vi hele tiden træne de små ting, men det kan vi ikke på landsholdet på samme måde, for der er vi ikke samlet lige så meget. Derfor er det enormt vigtigt at prioritere de her samlinger, forklarer hun.

Landstræneren - der selv står i spidsen for Team Esbjerg – er da også meget opmærksom på kampprogrammet og belastningen af spillerne.

Derfor har han et stort fokus på, at de skal være klar til at deltage i de afgørende klubkampe efter landsholdssamlingen.

- Vi ved godt, at når vi spiller EM-, VM-, OL-kval og slutrunder kan vi nogle gange gå udover grænsen for, hvad der er ret og rimeligt i forhold til de fysiske tilstande hos spillerne og sende dem hjem i klubberne.

- Når vi til gengæld kun har et par testkampe her og ellers en træningslejr, vil vi have max ud af dem. Men det er også med den største respekt for klubberne, så vi har et mål om at sende spillerne hjem i minimum den stand, vi får dem i og allerhelst bedre rent fysisk, for vi er meget bevidst om det program, der er ude i klubberne nu, forklarer landstræneren afslutningsvis.