Håndbold

Landsholdets spillere var sure, indtil Nøddesbo rejste sig

Jesper Nøddesbos personlighed og væremåde løftede ham til at være mere end blot håndboldspiller. Han blev et ansigt på håndboldsportens folkelighed.

Ti sekunder i en landskamp mod Litauen i oktober 2014 er på en eller anden mærkværdig måde blevet et slags eftermæle for Jesper Nøddesbo.

For i den kamp måtte den populære stregspiller nødtvunget ud på sidelinjen og skifte sin spillertrøje, der var blevet revet i stykker. Og de få sekunder med bar Nøddesbo-overkrop gav dagens største jubelbrøl i Brøndby Hallen.

En episode, der har forfulgt Jesper Nøddesbo lige siden. Og en episode, der har været med til at forvandle ham til en kultfigur i dansk håndbold. Torsdag morgen meldte 40-årige Nøddesbo så ud, at håndboldkarrieren er slut efter denne sæson. En spiller med 223 landskampe for Danmark og 10 år i FC Barcelona siger farvel.

Og selvom BSH-stregspilleren naturligvis var meget mere end bare en bar overkrop, så har Nøddesbos popularitet og folkelighed måske netop været med til at løfte både ham og dansk håndbold til et andet niveau.

- Ofte bliver vi bare betegnet som drengerøve, der lever at af lege med bolden. Men Jesper har formået at gøre det til mere end det. Og han er på mange måder – helt berettiget – blevet større end håndbolden. Håndbolden har været platformen, vi har lært ham at kende på, men over tid har vi måske glemt hans store håndboldkvaliteter, fordi han også har budt ind med så meget mere, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Det er vi rigtig mange, der er glade for. Det er kommet rigtig mange håndboldspillere til gode, at Jesper har været den person. For han har skabt en platform, hvor den næste generation har fået lov at ytre sig og rent faktisk være en lille smule interessante.

Henrik Møllgaard, der til daglig spiller i Aalborg Håndbold, er en af Jesper Nøddesbos gode venner. De har kendt hinanden gennem mange fælles år på landsholdet, men venskabet begyndte faktisk helt tilbage i 2005, da Henrik Møllgaard kom til KIF Kolding, hvor Jesper Nøddesbo allerede spillede.

Han blev et talerør for håndboldsporten

Kenneth Cortsen, brandingekspert

Et stort hjerte har bragt ham langt

Da Henrik Møllgaard kom til storklubben i Kolding som helt ung, var den lidt ældre Jesper Nøddesbo en af dem, der tog sig af Møllgaard og hans kæreste.

- Vi kom jo som helt unge og var lige flyttet hjemmefra. Og der var både han og Rikke (Nøddesbos kone, red.) gode til at tage os ind og få os til at føle os velkomne, husker Henrik Møllgaard.

Og den start på venskabet fortæller i det hele taget meget om Jesper Nøddesbo som person og som menneske ifølge Møllgaard. Venskabet udviklede sig yderligere gennem mange fælles år på landsholdet.

- Han er kendetegnet ved bare gennemgribende at være et rigtig godt menneske.

- Han har jo selv brugt det en lille smule negativt om sig selv, at han er sådan en "ja-siger", som ikke kan sige nej. Men sandheden er jo, at Jesper er en af de der gode venner, der er enormt opsøgende for lige at høre, hvordan jeg egentlig går og har det. Jesper er sådan helt oprigtigt interesseret i, hvordan det går mig. Det gør ham til en speciel fyr at være på hold med, siger Henrik Møllgaard.

Jesper Nøddesbo nåede 233 landskampe for Danmark, inden han stoppede på landsholdet i 2017. Den 40-årige stregspiller skiftede samme år hjem til dansk håndbold og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold efter ti år som udlandsprofessionel i den spanske storklub FC Barcelona.

Han fik ikke altid den kredit, han fortjente

Victor Tomas

I den spanske storby blev han særligt gode venner med fløjspilleren Victor Tomas, der også var i klubben gennem alle ti år. De var gennem seks af sæsonerne værelseskammerater, og de to og deres koner er også den dag i dag tætte venner.

Ja, faktisk hjalp Victor Tomas og hans kone Jesper Nøddebso med at udarbejde en spansk version af torsdagens nyhed om karrierestoppet.

- Han er en ven, der altid vil være der for dig, når du har mest brug for ham. Han er en meget, meget god ven. Han har et stort hjerte, siger Victor Tomas til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg siger altid, at man ved, man er gode venner, når man kan være sammen i stilhed i timevis, uden at det bliver underligt. Sådan et forhold havde vi. Vi kunne være sammen i en hel weekend uden at tale sammen for derefter at gå ud og få en øl og have det sjovt med vores familier.

En fremragende - og måske undervurderet - spiller

Jesper Nøddesbo spillede i FC Barcelona fra 2007 til 2017, hvor han blandt andet var med til at vinde adskillige spanske mesterskaber og Champions League.

I den periode var Victor Tomas en af de absolutte stjerner samt anfører på holdet. Men den spanske fløjspiller, der i dag er pensioneret, tøver heller ikke med at betegne Jesper Nøddesbo som en af nøglefigurerne på holdet i den periode. Også selvom spilletiden måske ikke altid tegnede det billede.

- Jesper var virkelig dygtig og med et kæmpe talent, og efter min mening var han nogle gange en smule undervurderet. Han fik ikke altid den kredit, han fortjente. Han var en komplet og fantastisk stregspiller, siger Victor Tomas.

Samme billede tegner sig på dansk grund, hvor Henrik Møllgaard har fulgt Nøddesbos karriere nærmest fra start til slut. For selvom han har fyldt meget som person uden for håndboldbanen, hvor han ifølge Møllgaard har betydet alverden for dansk håndbold, så må man ikke glemme præstationerne på banen.

- Han er en fantastisk mand. Og jeg vil næsten sige, at hans store personlighed og fantastiske menneskelige kvaliteter til tider næsten har overskygget hans håndboldkarriere. Der er mange, der egentlig glemmer, hvor stor en landsholdskarriere han har haft sig. Og at han som en af meget, meget få udlændinge rent faktisk har haft ti år i Barcelona. Det har nogle gange stået lidt i skyggen af den store karakter, han besidder som menneske, siger Henrik Møllgaard og tilføjer:

- Men vi skal huske at hylde hans store håndboldkarriere, for det er trist, når en af sportens helt store stopper.

Han er bare ikke typen, der slår folk ihjel

Ulrik Wilbek

Det kor vil Ulrik Wilbek også gerne istemme. Han var landstræner for det danske landshold i en lang årrække fra 2005-2014, og i hele den periode var Jesper Nøddesbo også mere eller mindre en fast del af landsholdet. Og det var der en grund til.

- Hele hans stregspil har jo i mange år været på meget, meget højt niveau. Både med hans ryk og hans screeninger – men nok især med hans afslutninger, siger Ulrik Wilbek, der især fremhæver den helt særlige skruebold, der blev en Nøddesbo-specialitet:

- Han var i stand til at udvikle nogle ting selv. Vi husker jo alle den meget, meget kendte skruebold, hvor han læner sig til venstre, og så skruer bolden rundt om målmandens venstre fod den anden vej. Den er blevet legendarisk, og det er jo hans signaturscoring. Der var jo målmænd, der vitterligt aldrig fandt ud af at redde det skud.

En holdspiller af guds nåde

Men særligt husker den tidligere landstræner, der i dag er borgmester i Viborg, Jesper Nøddesbo som en holdkammerat med stort H. En spiller, der kunne rykke noget hos sine medspillere. Særligt i dårlige tider.

- Han er gentleman-typen. Og så er han typen, der altid var i stand til at samle holdet i modgang. Han har altid været den konstruktive fyr, siger Ulrik Wilbek.

På landsholdet blev der kontinuerligt arbejdet med den personlige udvikling af spillerne, fortæller Wilbek. og når der blev udarbejdet såkaldte personprofiler af spillerne, havnede Nøddesbo altid i den kategori af personer, der indeholder de mest sociale og empatiske egenskaber.

- Jeg kan huske, at Hans Lindberg inden en slutrunde engang sagde, at jeg skulle huske, at den første på kamprapporten skulle være Jesper Nøddesbo. Det sagde han i sjov, men han sagde det jo også i alvor i forhold til, at han var så god til at kitte holdet sammen, siger Ulrik Wilbek.

Som et konkret eksempel på den egenskab nævner Ulrik Wilbek en træningslejr med landsholdet på Bornholm. Det var lige op til en sommerferie, så planen var egentlig ikke, at selve træningen skulle være alt for fysisk hård. Men en af dagene havde nogle eksterne arrangører stået for aktiviteterne. Og det gik ikke lige efter spillernes hoveder.

- De havde nok udsat os for noget, der var lige lovligt hårdt. Det var væsentligt hårdere end nødvendigt. Så da spillerne kom hjem fra 10 kilometers løbetur og 30 kilometers cykeltur, var de altså godt sure. Og så rejste Jesper sig bare op og sagde, at han gerne ville give en øl nede på havnen, for han kendte lige det rette sted.

- Han er bare en god fyr. Og uanset hvilke situationer, han kommer i, så er han altid konstruktiv og prøver at se en løsning på tingene. Han er en holdspiller, siger Wilbek.

Men hvorfor blev han så aldrig den helt store profil i dansk håndbold? Altså, inde på selve håndboldbanen? Det har den tidligere landstræner et bud på.

- Det skal så heller ikke være nogen hemmelighed, at han måske lige manglede at være den der betonmand i midterforsvaret. Altså, han er bare ikke typen, der slår folk ihjel. Det var måske det, der gjorde, at han ikke blev førstevalg på landsholdet.

Han har aldrig været bange for at tale om følelser

Kenneth Cortsen, brandingekspert

Brandet Nøddesbo

Og så tilbage til Henrik Møllgaards påstand om, at Jesper Nøddesbo på et tidspunkt endte med at blive større end håndbolden. Han voksede ud af rollen som "bare" håndboldspiller.

Det er Kenneth Cortsen enig i. Han er ekspert i sportsbranding fra professionshøjskolen University College Nordjylland og har fulgt Jesper Nøddesbos transformation fra håndboldspiller til indflydelsesrig superstjerne i dansk kontekst. Til gavn for ham selv og dansk håndbold over en bred kam.

- Han er ekstremt folkelig, og det har haft en kæmpestor værdi for dansk håndbold. Og for landsholdet. Han har altid været i øjenhøjde med folket, og det har givet ham og landsholdet en indgangsvinkel til den popularitet, som håndboldherrerne har skabt sig blandt den danske befolkning. Jesper Nøddesbo har et stort ansvar for den genrejsning, siger Kenneth Cortsen.

Jesper Nøddesbo var en særdeles populær mand på kajen i Silkeborg, da han vendte hjem for at blive præsenteret i BSV. Video: TV 2 SPORT

Så i kraft af Nøddesbos personlighed og væremåde - og nå ja, en bar overkrop i ny og næ - så blev han et kæmpe kommercielt aktiv for dansk håndbold. Det så man især hos Bjerringbro-Silkeborg, der oplevede et kæmpe boom i interessen, da Jesper Nøddesbo kom til klubben i 2017.

- Han blev jo en figur, der rakte langt ud over håndboldbanen. Han blev et talerør for håndboldsporten, siger Kenneth Cortsen.

Gennem årene har Jesper Nøddesbo udnyttet sin position som stjerne og kult-ikon til at deltage i adskillige velgørenheds- og CSR-tiltag.

Jesper Nøddesbo skal vænne sig til at være et brand Video: Christopher Roth

Alt i alt har Jesper Nøddesbo ved sin blotte tilstedeværelse - fordi han er den person, han er - givet et kæmpe løft til dansk håndbold og i særdeleshed landsholdet.

- Han har aldrig været bange for at tale om følelser eller for at give noget af sig selv. Det er et relevant clash med den machokultur, som også findes i elitesport, og det giver ham både autenticitet og troværdighed som brand. Og det er gået rent hjem hos de generationer af danskere, der måske ikke nødvendigvis ville købe ind på sport som en interesse, vurderer Kenneth Cortsen.

Men til sommer er det slut. Jesper Nøddesbo skal ikke længere være aktiv som håndboldspiller. Hvad fremtiden byder på, vides endnu ikke.

Men Victor Tomas har et forslag:

- Nu hvor han går på pension, så skal han øve sig i at spille padeltennis. For til sommer kommer jeg og smadrer ham!