Håndbold

Nøddesbo har frygtet karrierestoppet

Jesper Nøddesbo indstiller efter indeværende sæson en lang og glorværdig karriere.

Når en atlet kommer op i 30'erne, er tanker om et forestående karrierestop naturlige. Det gør dem bare ikke lette at håndtere.

Jesper Nøddesbo rundede 40 år i oktober, så derfor har netop de tanker fyldt mere og mere. Torsdag blev det så meldt ud med to streger under.

Jeg kommer til at savne sammenholdet og nærværet i omklædningsrummet

Jesper Nøddesbo

Efter den igangværende sæson med Bjerringbro-Silkeborg er slut, er hans lange håndboldkarriere det samme.

- Jeg ved ikke, om jeg er så skræmt længere. Det har mere udviklet sig til en respekt. Jeg har på et tidspunkt frygtet karrierestoppet og det tomrum, der unægtelig kommer på bagsiden af håndbolden, siger Jesper Nøddesbo til TV 2 SPORT.

- Men jeg har også forsøgt at forberede mig på det. Jeg synes, jeg står et godt sted, men jeg kan stadig mærke, at selvom jeg har forberedt mig på det, er der stadig et eller andet i det her med at sige farvel, der er lidt sørgeligt.

Svært at finde suset andre steder

Jesper Nøddesbo har opnået mere end de fleste, siden han i 1999 blev professionel i Tvis Holstebro.

Herningenseren skiftede siden til KIF Kolding, før turen i 2007 gik til mægtige FC Barcelona, hvor han spillede i ti år med syv mesterskaber og to Champions League-titler til følge.

På landsholdet nåede han 223 kampe for Danmark, med hvem han er blevet europamester og olympisk mester.

- Jeg kommer til at savne sammenholdet og nærværet i omklædningsrummet. Og det sus, det giver at spille de store kampe, kommer jeg nok også til at få svært ved at finde andre steder, siger Nøddesbo.

- Det har været en underlig dag, og det har været lidt porøst. Det er en sjov ting, når man har gået med noget i så lang tid, at det så bliver meldt ud.

Særpræget udmelding

Meldingen om karrierestoppet kom på en meget utraditionel måde.

Nøddesbo havde sat sig selv i rollen som skribent, og på sin Instagram-profil og Bjerringbro-Silkeborgs hjemmeside udkom hans fortælling om en mand, der stod på en togperron og så togene forsvinde i horisonten. Et billede på sine mange tanker og den svære beslutning, han nu har truffet.

- Jeg har forsøgt at sætte nogle ord på nogle følelser om det med at tage afsked med noget, som har fyldt meget i mit liv. Det er trods alt 35 år, jeg har beskæftiget mig med håndbold. Jeg har følt mig ret privilegeret over at kunne være i den sport i så lang tid, siger Jesper Nøddesbo.

Vil slutte af med DM-guld

Karrierens sidste kampe bliver dem, han har nydt allermest. Dem, hvor der er noget på spil.

Bjerringbro-Silkeborg er med i slutspillet og jagter DM-titlen og en afskedstriumf til den 40-årige stjerne.

- Jeg vil gerne slutte af med en medalje, også helst af guld. Det er det, vi benhårdt går efter, siger Nøddesbo.

Samtidig ser han frem til livet efter karrieren, hvor han på den korte bane skal kommentere håndbold under OL. Desuden skal han arbejde med coaching og tage sig af en virksomhed med sporten padel i centrum.