Håndbold

Nøddesbo rørt over tidligere Barcelona-stjernes ord

Jesper Nøddesbos tidligere holdkammerat og ven Victor Tomás sætter ord på de to spilleres forhold, efter danskeren torsdag meldte sit karrierestop ud.

- Åh nej, skal det nu være sådan noget, hvor jeg bliver sådan helt, åh... Så kom med det.

Sådan lød ordene fra Jesper Nøddesbo i sekunderne inden, han fik læst en hilsen op fra sin tidligere holdkammerat i Barcelona Victor Tomás.

Udover at være tidligere holdkammerater har de to stjerner også opbygget et helt specielt venskab fra tiden i det spanske. Derfor indhentede TV 2 SPORT en kommentar fra Tomás i anledning af Nøddesbos udmelding om et snarligt karrierestop.

Og her gjorde spanieren det tydeligt, hvor meget venskabet med den danske stregspiller betyder for ham.

- Han er en ven, der altid vil være der for dig, når du har mest brug for ham. Han er en meget, meget god ven. Han har et stort hjerte, siger Victor Tomás til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg siger altid, at man ved, man er gode venner, når man kan være sammen i stilhed i timevis, uden at det bliver underligt. Sådan et forhold havde vi. Vi kunne være sammen i en hel weekend uden at tale sammen for derefter at gå ud og få en øl og have det sjovt med vores familier.

Og som Jesper Nøddesbo allerede forudså, inden ordene blev læst op, var det en hilsen, der rørte ham.

- Åh, jeg vidste, vi skulle derhen. Det er dejligt at høre, siger Nøddesbo.

Mere end 'bare' håndbold

Victor Tomás har allerede indstillet håndboldkarrieren, ligesom Nøddesbo gør efter sæsonen.

De to profiler spillede sammen i Barcelona i ti år, og i seks af sæsonerne var de tilmed værelseskammerater. Privat ses de også fortsat med hinanden og deres koner.

Derfor bliver Nøddesbo også ekstra rørt over den spanske fløjspillers ord, som ifølge ham er et bevis på, at der er mere end 'bare' håndbold i et liv som håndboldspiller.

Hvorfor bliver du rørt?

- Jeg tror, det handler om, at det også er noget udover håndbold egentlig. At det ikke kun er håndboldspilleren, tror jeg. Det er det, der rører noget i mig. For i sidste ende, så er det bare håndbold.

- Håndbolden er jo en del af det, men jeg tror lige så meget, at det er... Jeg har brugt mange år på håndbolden. Det er jo en del af det liv, jeg har levet, så for mig handler det lige så meget om, hvordan jeg har levet det liv. Så når jeg hører sådan noget som det her, så gør det mig bare glad, siger Nøddesbo.

Ikke længere håndbold-Jesper

Livet som håndboldspiller har formet den 40-årige stregspillers liv, og han bryder derfor ud af de vante rammer, når han til sommer lægger harpiks og håndbold på hylden.

Derfor er han også spændt på, hvad det er for en Nøddesbo, der dukker op på den anden side.

- Jeg tror ikke, jeg er så meget anderledes, end det I har set. Jeg er jo den samme. Jeg tager jo de værdier fra håndbold, og de værdier, jeg har bidraget med til håndbold, med videre. Så det er ikke, fordi jeg bliver en anden person.

- Det er jo stadig mig. Jeg skal bare finde nogle rammer, hvor jeg kan bruge mine kvaliteter. Hvor jeg skal finde ud af, hvad det vil sige at præstere for mig nu, og hvad det vil sige at være mig nu, når jeg ikke nødvendigvis er håndbold-Jesper længere. Så må vi se, hvad det er for en Jesper, der er på den anden side.