Håndbold

"Sensationelt", at storsatsende ligaklub nu skal kæmpe for overlevelse

Horsens Håndbold Elite bliver ved med at tabe, og derfor befinder de sig nu i en situation, hvor de skal ud i knald eller fald-kampe for at overleve.

Det emmer af storhed, når man henter tre spillere, der har 92 A-landskampe fordelt mellem sig.

Det er dog alt andet end storhed, når man nu står og skal ud i en direkte duel for at overleve i landets bedste række.

Det er meget skuffende, for vi havde overhovedet ikke set os selv i den her situation

Lars Frederiksen, træner i Horsens Håndbold

Det er lige nu virkeligheden i Horsens Håndbold, der søndag tabte til Randers. Et nederlag, der betyder, at Horsens ender sidst i nedrykningsspillet. Derfor skal de ud i knald eller fald-kampe for at sikre sig en plads i kvindeligaen i næste sæson.

Horsens er endt, hvor de er, fordi de har tabt samtlige kampe i nedrykningsspillet. Og det imponerer ikke TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard:

- Det skal jo med i ligningen, at de har underpræsteret hele sæsonen. Det er selvfølgelig meget, meget overraskende, at det ikke lykkes for dem at få point, nu hvor det er alvorens time. Det er sensationelt, at de allerede er væk nu og har tabt de tre første kampe i slutspillet.

Sagen er den, at Horsens Håndbold har skruet gevaldigt op for ambitionsniveauet. Derfor har man hentet landsholdsaktuelle Majbritt Toft Hansen, Laura Damgaard og Stine Bodholt til Horsens fra næste sæson.

- Det er sensationelt i forhold til det hold, de har, og det, der står på spil. For det, der står på spil, er jo, at de har skrevet bemærkelsesværdige kontrakter med de tre stjerner. Og så har de også forlænget med Lars Frederiksen. Der er virkelig, virkelig ingen i Horsens, der havde regnet med det her. Det vil jeg garantere. For ambitionerne er tårnhøje, siger Bent Nyegaard.

"Det er ikke sensationelt"

Horsens har i nedrykningsspillet tabt til Ajax København, Holstebro og Randers. Skanderborg og Horsens udgør de sidste to hold i nedrykningsspillet, men Horsens kan ikke længere indhente Skanderborg, selvom de to klubber har en indbyrdes kamp i vente på lørdag.

stilling i dame

Derfor skal Horsens møde enten Aalborg eller SønderjyskE, som ender som nummer to og tre i 1. division. De to hold mødes, og vinderen af den kamp skal altså i en direkte duel mod Horsens, hvor man spiller først til tre point over tre kampe.

Cheftræner i Horsens Håndbold Lars Frederiksen anerkender, at klubben ikke befinder sig i en tilfredsstillende situation. Han køber dog ikke præmissen om, at det er en sensation.

- Jeg ved ikke, om det er sensationelt. Det er, hvad det er. Vi har jo hele sæsonen kæmpet med tingene, hvor vi ikke har fået spillet til at flyde optimalt. At Randers, Holstebro og Ajax ligger over os i de her nedrykningskampe, det er jo ikke på den måde sensationelt, for vi lå jo ikke 30 point foran dem i grundspillet.

- Men det er meget skuffende, for vi havde overhovedet ikke set os selv i den her situation. Vi havde troet og håbet på, vi havde fået point nok til selv at kunne afgøre det i en hjemmebanekamp i sidste runde.

Stadig store favoritter

Selvom Horsens nu står med kniven for struben, så vurderer Bent Nygeaard, at der bør være kvalitetsforskel, når Horsens møder enten Aalborg eller SønderjyskE.

På samme måde har Lars Frederiksen det, og derfor er der ikke indtruffet paniktilstande i den storsatsende ligaklub endnu.

- I al respekt for de to førstedivisionshold, så er det jo ikke to hold, der er kommet flyvende gennem sæsonen med tæt på maksimumpoint. Det er hold, der har haft deres at kæmpe med i 1. division. Jeg er selvfølgelig meget, meget optimistisk i forhold til de kampe. For der skulle helst være en væsentlig stor forskel på dem og de hold, vi slås med i ligaen.

Stine Bodholt Nielsen har scoret 105 mål for det danske landshold, og i næste sæson tørner hun ud for Horsens.

Horsens-cheftræneren udpeger dog et aspekt, der stadig kan ende med at gøre kampene hektiske.

- Det spændende område bliver så det mentale aspekt, om nervøsiteten bliver for meget. Det er måske der, at jeg tror, at man kan risikere at tabe en kamp, fordi der går nerver i tingene. Men lige meget om det er Aalborg eller SønderjyskE, så ville jeg da nødigt stå og bytte plads med nogle af de to hold i forhold til det hold, jeg har, siger Frederiksen til TV 2 SPORT.

Tre landsholdsstjerner i 1. division?

Håndboldglade folk sidder sikkert og spørger sig selv, hvad der egentlig sker, hvis Horsens ender med at rykke ud af kvindeligaen.

Kommende Horsens-stjerner

  • Stine Bodholt: 71 landskampe (105 mål)

  • Laura Damgaard: 9 landskampe (6 mål)

  • Majbritt Toft Hansen: 12 landskampe (7 mål)

For det vil være et voldsomt scenarie, hvis tre landsholdsspillere skulle spille håndbold i landets næstbedste række.

Det er dog ikke et spørgsmål, der fylder hos Lars Frederiksen.

- Som udgangspunkt er de jo ved os i næste sæson. Det er en diskussion, vi må tage senere, for vi er jo stadig sikre på, at vi nok skal klare det. Så det er ikke et tema for os, siger Lars Frederiksen afslutningsvis.