Håndbold

DHF vil ændre regel: Ingen skal tvinges i en bikini

Den danske landsholdsspiller Ditte Folden Vind ser bikinien som et "dybt grænseoverskridende" krav i strandhåndbold.

To mål, en masse sand, en bold og otte spillere iført bikini.

Det har i mange år været de primære ingredienser i strandhåndbold for kvinder, men nu skal det være slut med den sidstnævnte del.

Det bør ikke være en del af en sportsudøvers forberedelse, at man skal intimbarbere sig

Ditte Folden Vind

Ingen spillere skal tvinges i en bikini, lyder meldingen fra Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Vi skal ikke have idrætsudøvere, der er ukomfortable med den spilledragt, de optræder i. Man skal selv have retten til at vælge, om man har lyst til at vise sin krop frem i bikini, eller om man har det bedre i eksempelvis et par tights. Det er ikke noget, der skal dikteres i et regelsæt, siger forbundets generalsekretær, Morten Stig Christensen, til DR.

I strandhåndbold er reglerne for påklædning ganske klare og strikse. Ifølge reglementet fra Det Internationale Håndboldforbund (IHF) skal herrerne spille i shorts og tanktop uden ærmer, mens kvinderne skal iføre sig en bikini, når de skal i aktion.

Toppen skal være tætsiddende med dybe udskæringer omkring armene, og trusserne må maksimalt være 10 centimeter bred i siderne. En uniform, der ifølge DHF ikke passer til den tid, vi lever i.

"Det var dybt grænseoverskridende"

I Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har man i weekenden haft et møde, hvor netop påklædningen i strandhåndbold var på dagsordenen. Her blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der har til formål at komme med en indstilling til IHF om en regelændring.

En ændring, som landsholdsspilleren Ditte Folden Vind bakker op om.

- Jeg har altid tænkt, at det var dybt grænseoverskridende. Det har intet med det sportslige at gøre, for det er upraktisk med så lidt tøj, og det er irriterende som spiller at skulle tænke over sin forfængelighed, fordi trusserne kan glide op og vise dele af kroppen, man ikke vil have andre eller et kamera til at se, siger Ditte Folden Vind.

- Det bør ikke være en del af en sportsudøvers forberedelse, at man skal intimbarbere sig og huske at have de rigtige trusser på fra H&M, siger Ditte Folden Vind, der til daglig spiller håndbold i Holstebro, til DR.

Norge gik forrest

Også i Norge har sportens påklædning været på dagsordenen, og ifølge NRK var det nordmændene, der i weekenden sørgede for, at det også blev taget op i EHF, som det ifølge Morten Stig Christensen har været før.

Præsidenten i det norske håndboldforbund (NHF), Kåre Geir Lio, fortæller, at forslaget blev taget godt imod. Men han tør endnu ikke forudsige, om hvornår en eventuel regelændring vil træde i kraft.

- Det må guderne vide. Vi har lyst til, at de skal træde i kraft så hurtigt, som muligt. Men det bliver først, når arbejdet er færdigt. Det kommer nok ikke til at ske inden OL, men det er et mål, at det skal være sket inden næste mesterskab, siger Kåre Geir Lio.

Ifølge DR gælder bikinikravet kun til internationale mesterskaber som EM, VM og OL.