Håndbold

Landin kåret til årets spiller

Niklas Landin sætter blandt andre Mikkel Hansen til vægs i kampen om at blive årets mandlige håndboldspiller.

Landsholdsmålmanden Niklas Landin er kåret som årets mandlige håndboldspiller i 2020.

Det er kollegerne i Håndbold Spiller Foreningen, der har stemt på Landin, som på klubniveau tørner ud for THW Kiel i den tyske Bundesliga.

Der er tale om lidt af en jordskredssejr til 32-årige Niklas Landin.

Han sikrede sig således hele 77 procent af stemmerne og henviste selveste Mikkel Hansen til andenpladsen med blot seks procent af stemmerne.

På tredjepladsen landede den unge GOG-fløj Emil Jakobsen. Han brugte 2020 til at bryde gennem lydmuren og sikre sig en kontrakt i Flensburg-Handewitt fra den kommende sæson.

Niklas Landin er rigtig godt tilfreds med kåringen.

- Prisen betyder utroligt meget for mig, for det er mine kolleger og modspillere, der har stemt på mig, og så betyder det noget ekstra, og det er med stor stolthed generelt, jeg vil se tilbage på 2020, siger Niklas Landin.

På landsholdsniveau var 2020 ikke noget at skrive hjem om for Niklas Landin. Danmark røg tidligt ud af EM, og OL, hvor Danmark skulle have forsvaret guldet fra 2016, blev udskudt til 2021.

På klubplan var 2020 derimod et formidabelt år.

THW Kiel vandt det tyske mesterskab, og mellem jul og nytår blev Barcelona nedlagt i Champions League-finalen, hvor Landin storspillede.

På kvindesiden blev Sandra Toft, som også er målmand, kåret som årets spiller tidligere på måneden.