Håndbold

Fire ændringer inden EM-kvalkamp

Nikolaj Jacobsen har indkaldt Aalborgs målmand Simon Gade inden søndagens EM-kvalifikationskamp.

Dagen før EM-kvalkampen mod Finland har landstræner Nikolaj Jacobsen præsenteret hele fire ændringer i truppen.

Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

1: Simon Gade, målmand, er indkaldt

Først og fremmest er Aalborgs Simon Gade blevet inviteret ind i landsholdsvarmen, hvor han skal agere reserve for Emil Nielsen, der har ondt i ryggen.

Derudover har Jacobsen valgt at spare tre spillere, så det samlede antal ændringer inden den sidste kamp i EM-kvalifikationen kommer op på fire:

2: Jannick Green, målmand, rejser hjem

3: Morten Olsen, playmaker, rejser hjem

4: Mathias Gidsel, højre back, rejser hjem

- Det er altid vigtigt at vinde håndboldkampene. Men som sagt har vi også fokus på at få nogle nye folk med og tage hensyn til spillerne. Så det er vigtigt, men spillernes sundhed er vigtigere, sagde Nikolaj Jacobsen fredag middag til TV 2 SPORT, da vi spurgte ham om prioriteringerne inden søndagens kampe.

Danmark er sikret kvalifikation til EM 2022 allerede inden kampen mod Finland. Danmark er dog ikke sikker på at vinde gruppen og dermed blive topseedet i lodtrækningen til EM-grupperne.

Finland kan derimod ikke nå at kvalificere sig, da holdet har tabt samtlige kampe i EM-kvalen. Det første opgør mod Danmark endte 40-22.

Se Danmark - Finland søndag klokken 17.25 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Danmarks trup mod Finland

Målvogtere: Emil Nielsen, HBC Nantes. Kevin Møller, FC Barcelona. Simon Gade, Aalborg Håndbold.

Fløjspillere: Magnus Landin, THW Kiel. Emil Jakobsen, GOG. Johan Hansen, TSV Hannover-Burgdorf. Patrick Wiesmach, Leipzig.

Stregspillere: Henrik Toft Hansen, Paris Saint-Germain Handball. Magnus Saugstrup, Aalborg Håndbold. Simon Hald, SG Flensburg-Handewitt.

Bagspillere: Mads Mensah, SG Flensburg-Handewitt. Jacob Holm, Füchse Berlin. Lasse Andersson, Füchse Berlin. Aaron Mensing, TTH Holstebro. Mads Hoxer Hangaard, Mors-Thy Håndbold. Jacob A. Lassen, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Emil Lærke, GOG.