Danmark udraderer Finland i afgørende kvalkamp

De danske håndboldherrer vandt den sidste kamp i EM-kvalifikationen og sikrede sig dermed førstepladsen i gruppen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen havde sparet flere profiler og samtidig givet plads til unge debutanter. Alligevel formåede Danmark at slå Finland i overbevisende stil.

Sejren betyder, at Danmark vinder EM-kvalifikationsgruppen, og de danske håndboldherrer dermed sikrer sig en topseedning, når der torsdag i næste uge trækkes lod til EM i januar 2022.

Danmark 46-24 Finland

  • Pausestilling: 24-11
  • Danske topscorere: Emil Jakobsen (10), Jacob Holm (6), Patrick Wiesmach (6)
  • Det er første gang siden 2013, Danmark runder 43 mĂĄl i en A-landskamp.
Emil Jakobsen bringer Danmark foran med 14-8 efter et kvarter. Og hvilket mål! Han får den næsten nede fra baglinjen drejet uden om den finske målvogter. Video: TV 2 Sport

Slutstillingen i gruppen

  1. Danmark - 10 point
  2. Nordmakedonien - 10 point
  3. Schweiz - 4 point
  4. Finland - 0 point
  • Danmark er bedre end Nordmakedonien i indbyrdes opgør og slutter derfor som nummer 1.

​Sådan forløb Danmarks kamp mod Finland

(Af Ritzau)

Der var ikke så meget at rafle om, da det danske herrelandshold i håndbold søndag tog imod Finland i den sidste kamp i EM-kvalifikationen.

Gæsterne fik ikke et ben til jorden i Aarhus og blev udraderet noget så eftertrykkeligt. Danmark, som havde flere nye folk med, vandt med 46-24. Fløjspiller Emil Jakobsen blev kampens topscorer med ti kasser.

Debutanter viste sig frem

Mødet med miniputnationen gav plads til, at flere unge folk fik landsholdsdebut. Aaron Mensing fra TTH Holstebro og Mads Hoxer fra Mors-Thy Håndbold havde sågar fundet vej til startopstillingen.

De to viste fornemme takter i løbet af de første 30 minutter og bidrog begge med flere træffere.

Aaron Mensing og Mads Hoxer kom hurtigt pĂĄ mĂĄltavlen i EM-kvalkampen mod Finland. Video: TV 2 Sport

Jacob Holm styrede angrebsspillet med manér, og ude på venstre fløj markerede Emil Jakobsen sig på finurlig og scoringssikker vis.

Stor dansk pauseføring

I kassen var formstærke Emil Nielsen stærkt kørende og holdt finnerne fra fadet ved flere lejligheder.

Gæsterne havde svært ved at sætte noget som helst sammen, og da Emil Jakobsen allerede efter ni minutter scorede danskernes tiende mål til 10-4, var det nærmest allerede afgjort.

Emil Jakobsen bringer Danmark foran med 14-8 efter et kvarter. Og hvilket mål! Han får den næsten nede fra baglinjen drejet uden om den finske målvogter. Video: TV 2 Sport

Scoringskadencen holdt ikke helt halvlegen ud, men Danmark gik til pause med en føring på 24-11.

Plads til flere debutanter

Undervejs i opgøret fik også Jacob Lassen fra Bjerringbro-Silkeborg og Emil Lærke fra GOG landsholdsdebut, og de fik begge nettet til at blafre.

Trods flere udskiftninger på det danske hold var Finland voldsomt overmatchet, og Danmark blev bare ved med at udbygge føringen.

Jacob Holm fortsatte med at sætte det danske spil fornemt op, og selv med nye folk omkring sig fungerede det fortsat rigtig fornemt.

I målet var Kevin Møller kommet ind, og han sørgede for, at Finland midtvejs i anden halvleg kun havde scoret tre gange efter pausen. Stillingen var på det tidspunkt 36-14.

Kevin Møller får sendt en afslutning direkte i hovedet. Den danske vogter ømmer sig, men han er rimelig hurtig tilbage igen. Video: TV 2 Sport

I slutningen af opgøret gik gassen lidt af ballonen, men Danmark sikrede sig altså en stor sejr i den sidste kvalifikationskamp.