Håndbold

Han kan blive 'den nye Gidsel', siger ekspert

Mathias Gidsel blæste alle bagover, da han viste sig frem ved VM i Egypten. Nu kan en ny venstrehåndet bagspiller være på vej mod samme skæbne.

Det helt store samtaleemne efter søndagens landskamp var det unge kuld.

Landstræner Nikolaj Jacobsen havde ladet en håndfuld af de rutinerede spillere blive hjemme, og det banede vejen for flere af Danmarks største talenter.

Særligt bagspillerne Mads Hoxer og Aaron Mensing leverede stort, da de to spillere fik muligheden fra start. Førstnævnte leverede en glimrende A-landsholdsdebut, og Hoxer kan vi godt forvente os meget af i fremtiden, spår eksperter.

- Der går ikke lang tid, før han er en fast del af det danske A-landshold. Når vi rammer VM-kvalen næste gang, så kunne Hoxer godt være en del af truppen på bekostning af Øris. Nu har vi fundet Gidsel, som var den helt store åbenbaring til det seneste VM, og så kan vi passende opfinde en ny til det næste, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.

Mads Hoxer spiller til dagligt i Mors-Thy, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er han på vej til Aalborg fra sommeren 2022.

- Jeg synes, at han står som den næste i rækkefølgen på højre back efter Gidsel og Øris. Hoxer er tovejs og dækker op. Han har fysik, og han kan faktisk gå ind og dække en 3’er. Det har han vist, han kan.

- Jeg forventer mig meget af Mads Hoxer, men det kræver, at han kommer op og spiller nogle internationale kampe og prøver noget mere. Og der skal han til Aalborg og prøve det med dem på et tidspunkt, siger TV 2 SPORTs ekspert Daniel Svensson.

Aaron Mensing og Mads Hoxer kom hurtigt på måltavlen i EM-kvalkampen mod Finland. Video: TV 2 SPORT

'Debuten kom bag på mig'

At 20-årige Mads Hoxer allerede nu skulle tørne ud for det danske A-landshold, havde han ikke selv forudset.

- Det kom meget bag på, at jeg skulle få debuten nu. Jeg troede ikke, at det allerede skulle være nu. Men jeg siger da heller ikke nej tak til at komme med, så jeg er glad for at være med.

Overrasket eller ej, så greb Hoxer muligheden. Da kampen mod Finland var 12 minutter gammel, havde stortalentet allerede noteret sig for tre scoringer.

Efter kampen stod han med et stort smil og satte lidt ord på, hvad debuten betød for ham.

- Det var en megafed oplevelse. Det har været en fed uge, og det er dejligt som ung at få lov til at prøve det. Jeg er rigtig stolt.

- Jeg spiller jo sammen med de allerbedste. Det er dem, jeg har set op til i min karriere. Så det er jo bare fedt at få lov til at træne og spille med dem, siger Hoxer til TV 2 SPORT efter 46-24-sejren over Finland.

Mads Hoxer skulle kun bruge fire minutter, før han havde lavet sit første mål på det danske A-landshold.

'Vi skal ikke frygte fremtiden'

Aaron Mensing og Mads Hoxer var ikke de eneste nye ansigter hos Danmark i denne uge til kampene mod Schweiz og Finland. .

Her fik også Emil Lærke og Jacob Lassen muligheden for at vise hele håndbolddamark, hvad de står for. Alle fire spillere scorede et 4-tal i Bent Nyegaards karakterbog efter kampen mod Finland, men hos Claus Møller Jakobsen var det stadig de to førstnævnte, der gjorde sig bedst bemærket.

- De har helt sikkert spillet sig tættere på landsholdet. Det er imponerende, siger Claus Møller Jakobsen og uddyber:

- Finland er urimeligt dårlige, de vil måske endda rykke ud af den danske liga, men det er stadigvæk meget, meget svært at gå ind i sin debut på det danske landshold og spille på den måde, som både Hoxer og Mensing gjorde. Og Emil Lærke i perioder. Der ligger ufattelig mange landskampe og venter hos de to.

Søndagens kamp manifesterede, at Danmark på herresiden går en ganske stor og tryg fremtid i møde.

- De viser, hvor stor talentmassen er i Danmark. Jeg tror ikke, at vi skal frygte for fremtiden i dansk håndbold, konkluderer Daniel Svensson.

Søndagens sejr betyder, at Danmark ender som gruppevinder i EM-kvalen, hvor modstanderne har heddet Finland, Nordmakedonien og Schweiz.