Håndbold

Nikolaj Jacobsen forlænger

DHF og Nikolaj Jacobsen har udnyttet en option, som gør, at sidstnævntes kontrakt først udløber om fire år.

Nikolaj Jacobsen har forlænget sin kontrakt som dansk landstræner, så den løber frem til sommeren 2025.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

- Vi kan ikke ønske os mere som forbund. Vi har en herrelandstræner med en utrolig høj håndboldfaglighed. Nikolaj formår at være en god leder og samtidig skabe et sammenhold, et medejerskab og en stor motivation hos spillerne. Derudover er han meget engageret og kompetent, når det kommer til håndboldens udvikling, siger DHF-sportschefen, Morten Henriksen, og fortsætter:

- Jeg er yderst tilfreds med, at vi kan fortsætte samarbejdet med Nikolaj. Kontinuitet på landstrænerposten er et nøgleord for mig som sportschef, da der er mange eksempler på, at det også er en af faktorerne for succes. Det er derfor glædeligt, at Nikolaj som minimum tager VM på hjemmebane i 2025 med som dansk landstræner. Det er en gave for alle i dansk håndbold.

Fantastisk hold og stab

Det er en option i den oprindelige kontrakt, som DHF og Jacobsen har udnyttet. Den gamle kontrakt løb til og med OL i Paris i 2024.

Nikolaj Jacobsen glæder sig også over at have fået et år mere på kontrakten.

- Det giver både forbundet og mig selv en sikkerhed frem til og med VM på hjemmebane i 2025. En slutrunde, jeg selvfølgelig gerne vil være en del af. Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og jeg har et fantastisk hold af spillere at arbejde med. Sidst men ikke mindst har jeg en utrolig god stab omkring mig, der gør mit job som landstræner til en fornøjelse, siger Danmarks landstræner siden 2017.

Nikolaj Jacobsen var i 2019 manden bag herrelandsholdets første VM-titel nogensinde. I januar formåede han at gøre det nok engang.

For nylig kvalificerede landsholdet sig til EM næste år. Ligesom de også er med ved OL i Tokyo til sommer.