Kontra

Århus' "uetiske" ageren ryster direktør

Michael Sahl Hansen er uforstående over for, at Århus Håndbold i lang tid lod sine spillere være uvidende om den kommende konkursbegæring.

13 minutter.

Så kort tid havde spillerne i Århus Håndbold til at bearbejde nyheden om klubbens konkurs, før det blev meldt offentligt ud.

Det er nu en måned siden, at holdet lukkede, men direktøren for Spillerforeningen, Michael Sahl Hansen, er stadig rystet over håndteringen.

- Det er heldigvis lang tid siden, at vi har oplevet en konkurs. Den her nedlukning er faktisk en af de mere uetiske, jeg har oplevet i min tid i dansk håndbold.

- Nu taler jeg primært ud fra Århus-spillerne, som vi har haft tæt kontakt med omkring det her. Jeg forstår simpelthen ikke, at man holder spillerne i mørket til 13 minutter før, at man breaker det her, fortæller han til TV 2 SPORTs håndboldmagasin KONTRA, der sendes torsdag aften.

Dagen inden nyheden slap ud, havde Århus vundet over SønderjyskE i den sidste kamp i grundspillet. Uden spillerne anede, at klubben under 24 timer senere ville fritstille hele truppen og fusionere med Skanderborg Håndbold.

- Det kom selvfølgelig som et chok. Ikke bare for mig, men for os alle. Det var der ikke nogen, der havde set komme, sagde den tidligere Århus-spiller Jesper Dahl i forbindelsen med konkursen.

Brød DHF's love

Den daværende træner, Erik Veje Rasmussen, udtalte efterfølgende, at han havde vidst, der var noget under opsejling måneden forinden.

Spillerne vidste omvendt ikke andet, end at de inden sæsonen gik med til at gå 10 procent ned i løn for at hjælpe klubben igennem sæsonen. Også spillernes bødekasse samt familier bidrog med støttebilletter.

- Alt det gjorde man velvidende, at man var ved at lukke klubben ned. Samtidig bryder man DHF's love ved ikke at melde ind, at man har pågået en fusionssnak, hvilket der også ligger en dom på, hvilket man selvfølgelig skal, så man ikke kan spekulere i resultater, hvis de to hold spiller imod hinanden, pointerer Michael Sahl Hansen.

Trods fusionen med Skanderborg Håndbold er der ikke mange Århus-spillere, som kommer til at følge med. I midten af april oplyste Skanderborg, at der maksimalt var tale om en håndfuld spillere.

Konsekvensen af Århus Håndbolds konkurs blev, at der ikke var nogen fra landets bedste række, som skulle spille nedrykningsplayoff. I stedet er det Skive og Ajax København fra 1. division, der kæmper om en plads i herreligaen til næste sæson. Meget tyder på, det bliver Skive, som vandt det første af to opgør med 35-24.