Håndbold

- Det kan ikke blive meget værre, siger Nyegaard

Skjern Håndbold ligger lige nu udenfor de to øverste pladser i vindernes slutspil, og med blot tre kampe tilbage ser en semifinaleplads svær ud.

Drømmen om DM-medaljer kan briste for Skjern onsdag aften.

Her får de besøg af puljens førerhold Aalborg. Og taber Skjern kampen, samtidig med at TTH senere på aftenen får point mod Skanderborg, vil Skjern ikke længere kunne nå de to øverste placeringer i puljen, som giver adgang til semifinalerne.

For Skjern, der tidligere har været et flagskib i dansk håndbold med blandt andet et mesterskab i 2018, har sæsonen ikke været tilfredsstillende. Det siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Man behøver ikke være professor for at sige, at det er en meget, meget skuffende sæson og slet ikke på det niveau, som forventningerne er hos Skjern Håndbold.

- Lige nu spiller de ikke europæisk, og de er efter al sandsynlighed ikke med i kampen om medaljer. Så kan det ikke blive meget værre, hvis du kigger på det med Skjern-briller, siger Bent Nyegaard.

Hos Skjern er man enig i, at sæsonen har været for svingende med for mange udfald.

- Jeg vil gerne lige starte med at drille Nyegaard, der satte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kom i slutspillet. Så dårligt er det trods alt ikke gået. Vi kom i slutspillet med ni point ned til nummer ni. Når det så er sagt, vil jeg gerne give ham ret i, at vores præstationer har været for svingende. Vi har spillet super godt, når vi har ramt toppen, men der har også været for mange kvalitetsmæssige udfald, siger bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

Markante navne siger farvel

Ifølge eksperten er der flere forklaringer på, hvorfor Skjern ikke er en sikker del af de øverste fire.

En af grundende er, at toppen af rækken har flyttet sig. Her er både GOG, Aalborg, BSH og TTH inde i en positiv udvikling, hvor Skjern ifølge Nyegaard ikke på samme måde har formået at følge med.

Derudover har manglen på især en spiller været udslagsgivende for Skjerns sæson: Bjarte Myrhol.

- Det er klart, at Myrhol, hans sæson og hans meget triste skadesforløb har været en medvirkende årsag. Han har været deres talisman gennem de seneste sæsoner. Det har gjort ekstremt ondt på Skjern, at de ikke har haft den her identifikationsfigur. Også i en sæson, hvor de startede ud med et meget ungt og uprøvet trænerteam i Claus Hansen og Kasper Søndergaard.

- Der har det været smerteligt for Skjern, at Myrhol ikke har kunnet bidrage, som Skjern og Myrhol selv havde håbet, siger Nyegaard.

Bjarte Myrhol har de seneste år kæmpet med både skader og sygdom, hvorfor han stopper karrieren efter sæsonen. Udover Myrhol siger Skjern også farvel til Anders Eggert, Jonas Tidemann og Jonathan Stenbäcken efter denne sæson.

Og ifølge Bent Nyegaard kan det give Skjern en vanskelig start på den kommende sæson.

- Det er næste del af problemet. Den problematik er, at det rent forsvarsmæssigt er helt forfra. For de tre folk Stenbäcken, Myrhol og Tidemann har stået og styret det forsvar. Så det er helt forfra.

Mens en række profiler forlader Skjern, kommer flere nye dog til. Det gælder indtil videre stregspilleren Emil Bergholt og Senjamin Buric, fløjspilleren Lasse Uth og den svenske VM-spiller Alfred Jönsson.

Drømmen lever endnu

På trods af en sæson præget af svingende præstationer giver Skjern dog ikke op, før det hele er afgjort.

- Vi er ikke ude endnu, og vi vil kæmpe til sidste matematiske mulighed. I Skjern giver vi ikke bare sådan op, siger Carsten Thygesen.

Derudover er Skjern fortsat med i pokalturneringen Santander Cup, hvor de i semifinalen møder Mors-Thy Håndbold.

Dermed har de grønklædte, i tilfælde af at de ikke når at spille sig i semifinalen i ligaen, fortsat mulighed for at sikre sig en titel og en kvalifikation til European League.

Først gælder det dog de sidste og afgørende kampe i slutspillet. Onsdag aften tager Skjern imod Aalborg. Kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 18.00 og kampstart 18.30.