Håndbold

Ekspert ærgrer sig over GOG-beslutning

Fra næste sæson bliver GOG en svensker rigere. Jerry Tollbring fra Rhein-Neckar Löwen erstatter Emil Jakobsen.

En markant profil i skikkelse af Emil Jakobsen kommer inden længe ikke til at lave flere mål for GOG.

Indtil nu har den 23-årige venstrefløj tilbragt sit håndboldliv i Gudme, men fra næste sæson drager han til Flensburg-Handewitt. Han erstattes af Jerry Tollbring, der kommer fra Rhein-Neckar Löwen.

Et hjemmeavlet talent i bytte for en tidligere svensk landsholdsspiller. Det kunne GOG have gjort bedre, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Klavs Bruun Jørgensen, der selv har spillet mange år i klubben.

- Jeg ved ikke, om det er en fuldgod erstatning for Emil Jakobsen. Jeg ærgrer mig jo lidt, fordi GOG har været en storproducent af dygtige venstrefløje i lang tid.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at når man har ført Emil Jakobsen frem, så skal man hente en tidligere svensk landsholdspiller for at erstatte ham. Jeg havde gerne set, man havde fundet en dansker og kørt ham frem i stedet, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.

Kasper Jørgensen, der er direktør i GOG, fortæller til TV 2 SPORT, at klubben værner meget om at prøve deres egne talenter af på klubbens førstehold.

Men tilgangen af Jerry Tollbring skyldes, at GOG ikke havde en erstatning klar fra egne rækker på nuværende tidspunkt. Og så skulle de finde en spiller, der ligesom Emil Jakobsen havde otte-ni mål i sig pr. kamp.

- Nu er det jo både en tidligere og kommende svensk landsholdsspiller, vi har hentet hjem. Men vi har dygtige talenter på rigtig mange pladser. Vi arbejder på at have nogle klar på alle pladser, og det plejer vi også at have. Men for at holde os inde i guldkampen, så gik vi ud og fandt en svensker.

- Det er et virkelig godt kort, vi får sat ind på vores hold. Når vi skal finde en erstatning for Emil Jakobsen, så skal vi op på allerøverste hylde, og det er vi lykkedes med i Jerry Tollbring, fortæller Kasper Jørgensen.

Spilletiden har haltet

25-årige Tollbring har spillet i Rhein-Neckar Löwen siden 2017, og faktisk løb hans aftale frem til 2023.

I øjeblikket deler han pladsen med tyske Uwe Gensheimer i det tyske, og det har betydet, at spilminutterne har været færre, end han havde ønsket sig, ligesom han er gledet ud af det svenske landshold, som han ellers har repræsenteret 71 gange.

Jerry Tollbring skifter til GOG efter denne sæson.

Selv ser GOG's kommende venstreføj frem til et dansk eventyr.

- Det bliver fedt at prøve at spille i den danske liga, og GOG virker som god klub, der spiller noget sjovt håndbold under en god træner. Der er mange unge spillere, så jeg håber, jeg kan komme til at bidrage med en masse, siger Tollbring til TV 2 SPORT.

Torsdag aften sikrede GOG sig en plads i semifinalerne, da de slog SønderjyskE.

Samme aften scorede Jerry Tollbring 10 gange, da Rhein-Neckar Löwen tabte til Füchse Berlin i den tyske Bundesliga.