Håndbold

Vild jubel af oprykkere

Skive-spillernes glæde var ikke til at tage fejl af, efter de lørdag sikrede oprykningen til landets bedste håndboldrække.

Først smed han hænderne op over hovedet, så røg de ned langs siden, mens han jublende skiftevis sprintede og hoppede fra den ene baglinje til den anden.

Kort forinden havde Skive-målmand Magnus Brandbyge med en redning i de døende sekunder sikret et uafgjort resultat mod Ajax København. Et resultat, der sendte Skive f.H. op i den bedste danske håndboldrække efter fem år udenfor det fine selskab.

I oprykningsspillet til ligaen spilles der først til tre point, og da Skive vandt det første møde, var uafgjort nok i lørdagens kamp.

Og uafgjort sørgede Skive og Brandbyge netop for at køre i hus, og så kunne de ellers med god samvittighed skifte harpiks ud med vild jubel og champagnesprøjt.

- Efter den sidste bold derinde. Det er så mange følelser og så meget hårdt arbejde, der lige pludselig kulminerer, siger Skive-målmand Magnus Brandbyge til TV 2 SPORT.

Magnus Brandbyge stormer jublende gennem hallen.

Og han følges op af en følelsesladet holdkammerat:

- Det er en vild følelse. Meget, meget nervepirrende. Det er jo det, vi spiller for først og fremmest. At være med i det bedste selskab og få lov til at konkurrere med de allerbedste. For hele klubben er det jo stort. Det betyder vildt meget, siger Skive-spiller Jesper Sørensen.

En stolt træner

Det så længe ud til, at Skive skulle hive en forholdsvis sikker sejr hjem i lørdagens kamp mod Ajax København.

I anden halvleg var de foran med fire mål, men københavnerne holdt fast og udlignede med syv minutter igen til 23-23, hvorefter de to mandskaber fulgtes flot ad til slutstillingen 26-26, der sendte Skive en tur op i ligaen.

Og det til stor glæde for Skive-cheftræner, Arne Damgaard, der ligesom spillerne satte ord på den store præstation, Skive leverede.

- Jeg står med en fantastisk følelse. Jeg synes, vi har haft en fantastisk sæson, og det topper vi med en spændende kamp i dag. Heldigvis var marginalerne med os til sidst. Så det var dejligt.

- Oprykningen betyder rigtig meget for klubben. Og jeg er stolt af, at man kan være med til at få drengene op i ligaen og være med til at udvikle dem, siger Arne Damgaard.

Skive-træneren bliver fejret med champagne.