Håndbold

Danmarks OL-program fastlagt

De danske håndboldherrer møder 24. juli Japan i den første kamp ved OL i Tokyo.

Det danske herrelandshold i håndbold, som er forsvarende olympisk mester, skal i åbningskampen ved OL i Tokyo til sommer møde de japanske værter.

Det fremgår af kampprogrammet, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

24. juli, dagen efter åbningsceremonien, indleder Nikolaj Jacobsens tropper titelforsvaret, og det bliver som relativt klar favorit mod Japan. Kampen spilles klokken 14.30 dansk tid.

Danmark skal spilles fem kampe i det indledende gruppespil, hvor de fire øvrige modstandere er Egypten, Bahrain, Portugal og Sverige i nævnte rækkefølge.

Hvis Danmark går videre herfra, er der kvartfinaler 3. august, semifinaler 5. august, mens der er både bronzekamp og finale 7. august.

Der er 12 nationer med i turneringen. Det danske damelandshold er ikke kvalificeret til OL.

Herrernes komplette program for gruppespillet (i danske tider)

  • 24. juli klokken 14.30: Danmark - Japan
  • 26. juli klokken 07.15: Egypten - Danmark
  • 28. juli klokken 02.00: Danmark - Bahrain
  • 30. juli klokken 12.30: Portugal - Danmark
  • 1. august klokken 14.30: Danmark - Sverige

Kampene spilles i Yoyogi National Stadium i Tokyo.