Håndbold

Horsens redder sig fra nedrykning

Storsatsende Horsens er også ligahold, når 2021/22-sæsonen skydes i gang.

Med en sejr på 31-27 over SønderjyskE er Horsens Håndbold klar til en sæson mere i kvindeligaen.

Holdene var i playoff om en plads i ligaen, og efter en sejr i første opgør på hjemmebane satte Horsens tingene på plads onsdag.

Horsens Håndbold har skruet gevaldigt op for ambitionsniveauet ved at hente landsholdsaktuelle Majbritt Toft Hansen, Laura Damgaard og Stine Bodholt til Horsens fra den kommende sæson.

Sådan forløb kampen

/ritzau/

Horsens var foran i stort set hele kampen og trak faktisk fra i anden halvleg. SønderjyskE løftede imidlertid sit spil i den sidste fase af kampen og sørgede for, at det ikke endte i total afklapsning.

De to hold mødtes i de afgørende kampe, fordi Horsens endte sidst i nedrykningsspillet og derfor skulle op imod et hold fra 1. division for at sikre overlevelsen.

Det var enten SønderjyskE eller EH Aalborg, som mødtes over tre kampe i slutningen af april og starten af maj. SønderjyskE vandt og blev klar til kampene mod Horsens.

I onsdagens opgør fulgtes de to mandskaber ad til stillingen 3-3, men derefter tog Horsens fat og skabte en føring på fire-fem mål.

Den holdt hele vejen til pausefløjt, hvor der stod 19-14 i horsensiansk favør på tavlen. Melissa Petrén gik forrest i første halvleg og scorede seks kasser.

Horsens kom flyvende ud til anden halvleg og var efter ti minutter foran med ni mål. Sønderjyske lod sig dog ikke køre over, men tog skeen i den anden hånd.

I kampens sidste 20 minutter løftede sønderjyderne sig og havde med få minutter tilbage mindsket føringen til tre mål.

Panikken udeblev imidlertid hos Horsens' spillere, som tog tempoet ud af kampen og kørte sejren i hus. Melissa Petrén scorede yderligere fire mål i anden halvleg og blev kampens topscorer med ti kasser.