AG Købehavn blev dansk mester i sæsonen 2010/2011.
Håndbold

- Kære Parken. I har været med til at sætte en verdensrekord

AG København bragede ind på den danske håndboldscene, satte verdensrekord og gik konkurs. Ti år efter er spørgsmålet, om sporten lærte noget?

Bølgerne skvulpede mod siden af yachten, imens dråberne kopierede bevægelserne på indersiden af vinglassene.

AG København-ejeren Jesper Nielsen havde samlet de nærmeste kolleger på sin overdådige båd beliggende ved palmeøen Mallorca. De skulle evaluere holdets første sæson, hvor en kommende DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg var kulminationen.

Men Jesper Nielsen var ikke tilfreds. Det var ikke nok kun at spille i Ballerup Super Arena, som holdet hidtil havde gjort. Der skulle noget større til.

Som aftenen skred frem, fik direktør Søren Colding, marketing- og eventdirektør Jordi Roig, kommunikationschef Steen Laursen og Jesper Nielsen mere og mere indenbords.

Jesper Nielsen var fast besluttet på at lave et stort event. Pludseligt kom gennembruddet.

- Vi var en giftig kvartet, når vi fik noget at drikke. Vi blev mere og mere kreative, og vi begyndte at google, hvad verdens største håndboldbegivenhed var. Det var en kamp mellem Kiel og Lemgo i Arena auf Schalke. Og vi vidste, at der kunne sættes tag over Parken, siger Jesper Nielsen til TV 2 SPORT.

Jesper Nielsen var i en fase i sit liv, hvor han troede, at alt kunne lade sig gøre. Sådan forklarer han det selv. Han ville lave et statement og sætte baren højt.

- Når jeg får de der idéer, prøver jeg altid at forfølge dem for at se, om det er muligt. Så blev vi enige om at gå all in, og så gjorde vi det.

Få uger efter stod AG København som DM-vindere og indehavere af verdensrekorden for flest tilskuere til en håndboldkamp. I dag er det ti år siden.

Kære Parken. I har været med til at sætte en verdensrekord

Jesper Nielsen inden DM-finalen i 2011

Store planer på pressemødet

Tv-kameraerne og fotograferne havde rettet linserne mod en hvid dør.

Den gik pludseligt op, og Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – kom ind. Langsomt, nærmest svævende gik han hen over gulvet og forbi fotograferne uden at ænse dem.

Østergaard trak den ene stol ud ved et hvidt bord og så tilbage mod døren. Her kom Jesper Nielsen noget hurtigere travende og indtog den anden plads ved podiet. Flemming Østergaard skuede ud over den fremmødte masse, der var hidkaldt 7. januar 2010.

Han bød velkommen og forklarede, at Kasi Group og Jesper Nielsen havde købt 56 procent af FCK Håndbold. Det var et tilbud, som Nielsen ikke kunne sige nej til.

- Målet er at starte Danmarks dominerende herrehåndboldklub med ambitioner om ikke alene at være dansk mester, men også at få en betydende rolle i toppen af europæisk håndbold, præsenterede Don Ø.

Nielsen sad med hænderne foldet og kiggede ud på pressen. Da han fik ordet, lyste han op. Han fortalte historien om AG Håndbold, som han havde drevet sammen med sin familie i fem år.

Hans mission var at samle hele København og omegn omkring ét håndboldhold. Det skulle sætte nye standarder for, hvordan vi kiggede på herrehåndbolden på klubplan.

Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen blev præsenteret som cheftrænere for AG København. De var hentet til klubben nogle år forinden.

- Der var en klub på Vestegnen, der skulle bruge nogle spillere, og dem var Søren kommet i kontakt med, da han var agent. Søren og jeg snakkede om, at vi gerne ville være et team en dag. Så vi kom med et oplæg, og der gik ikke ret lang tid, før vi havde lavet en aftale, siger Klavs Bruun Jørgensen.

AG Københavns trup i 2010

Målvogtere:
Kasper Hvidt, FCK
Steinar Ege, FCK

Venstre fløj:
Stefan Hundstrup, Viborg
Mikkel Saad, AG Håndbold

Venstre back:
Arnór Atlason, FCK
Mads Mensah Larsen, AG Håndbold
Nikolaj Koch-Hansen, AG Håndbold
Mikkel Hansen, FC Barcelona

Playmakere:
Joachim Boldsen, FC Barcelona
Snorri Gudjonsson, Rhein-Neckar Löwen
Jakob Green, AG Håndbold
Matias Helt Jepsen, AG Håndbold

Højre back:
Christian Malmagro, Portland San Antonio
Lars Jørgensen, AG Håndbold

Højre fløj:
Thomas Bruhn, AG Håndbold
Nicklas Ekberg, Ystad

Streg:
Rene Toft Hansen, KIF Kolding
Jacob Bagersted, FCK
Martin Bager, AG Håndbold

Fik suveræn start på sæsonen

Allerede inden første sæson gik i gang i 2010, fik AG København et enormt rygstød.

Mikkel Hansen, der ikke slog til i Barcelona, tog rejsen tilbage til Danmark. AGK var endestationen. Han skulle genfinde sig selv og opbygge AG København.

Og starten kunne ikke have været meget bedre. I de første tre kampe slog de Aalborg og KIF Kolding samt spillede uafgjort med Skjern.

Herefter begyndte en stime på hele 20 ligasejre i træk. AG Københavns selvtillid var enorm. De var usårlige, og DM-finalen blev overbevisende sikret.

Only the sky was the limit

Jesper Nielsen om sit AG København-hold

Håndboldinfernoet i Parken

Det flammende romerlys lyste spillernes ansigt op.

Fra det ene hjørne af Parken kom spillerne løbende ind på banen, hvor pyroteknik og de tusindvis af fans skabte en kulisse, der ikke var set før.

AGK-stjernerne blev præsenteret en efter en. Jublen var stor, da Kasper Hvidt som den første løb på banen. Men larmen var infernalsk, da ikonet Mikkel Hansen spurtede ind.

- Entreen var stor for spillerne. De kom løbende ind, og efterfølgende kunne de hele tiden fornemme folk omkring dem. Der var støj hele tiden, og på en anden måde end vi var vant til, forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

- Vi har slået verdensrekorden

Kort inden kampstart indtog Jesper Nielsen midten af banen og overtog mikrofonen.

- Kære Parken. I har været med til at sætte en verdensrekord. Vi har slået rekorden for den mest sete klubkamp nogensinde, men vi har også slået verdensrekorden for den ultimativt største håndboldkamp i historien, fordi i dag er vi 36.651 tilskuere.

Et jubelbrøl bevidnede, at publikum var henrykte. De var en del af en verdensrekord.

- Det var helt surrealistisk at se Parken med over 36.000 tilskuere til en håndboldkamp. Det var et monument, og det var en kæmpe dag for håndbolden. Man tænkte både wow, og hvordan fanden kan det lade sig gøre? lyder det fra håndboldekspert Bent Nyegaard.

At være med til at slå verdensrekord og opleve det her er svært at forklare lige nu

Mikkel Hansen efter kampen

Rødt kort til Kasper Hvidt

Efter 3 minutter og 30 sekunder steg tilskuerantallet med én.

Kasper Hvidt forsøgte at opsnappe en løs bold, der blev kastet frem. Hvidt rørte dog modstandernes Frederik Petersen. Han fjernede sig ikke, og da der var berøring, valgte dommerparret Mads Hansen og Martin Gjeding at give Kasper Hvidt et rørt kort.

Efter sin udvisning vandrede Kasper Hvidt rundt og fik afløb for frustrationerne.

En mavepuster efter tre minutter til AGK. Københavnerholdet fik dog pusten igen og førte med 14-7 ved pausen.

- Hver gang, der blev scoret, blev der bare larmet helt vildt af de 36.000 tilskuere, beretter Klavs Bruun Jørgensen.

Anden halvleg blev aldrig så spændende, som BSV havde håbet på. Kampen var afgjort efter flere redninger fra Steiner Ege.

Parken eksploderede, og det gjorde AG København-spillerne også på banen. I stor jubelrus. De vandt med 30-21 efter en suveræn finalepræstation.

- At være med til at slå verdensrekord og opleve det her er svært at forklare lige nu. Det har været helt fantastisk. Jeg kan ikke rigtig beskrive det lige nu, forklarede Mikkel Hansen efter kampen.

Herefter samlede spillerne sig midt på banen, blev overdækket med jubel fra tilskuerne og oversprøjtede hinanden med sejrschampagne.

Flytur med fri bar

Lige så storslået arrangementet var i Parken, lige så ekstravagant var fejringen efterfølgende.

Jesper Nielsen havde booket pladser hos det nu konkursramte flyselskab Cimber Sterling. På billetterne stod der Palma de Mallorca. AG København delte flyveren med almindelige turister, der skulle ned og nyde den tidlige sommersol. De fik sig ”en oplevelse så stor”.

- Vi havde fået Cimber Sterling til at lave det, som vi kaldte en overlevelsespakke, der lå på spillernes sædes. Det var to flasker vodka og to flasker rom. Da vi gik ind i flyveren, var det Søren Colding, der tog mikrofonen og sagde, at det ville blive en lidt anderledes flyvning, forklarer Jesper Nielsen.

Der var fri bar for alle på hele rejsen. Alle fejrede, at man havde DM-vinderne med på flyet.

Efterfølgende havde spillerne et par dage på palmeøen, hvor de som gæster af Jesper Nielsen kunne benytte sig af alt, hvad han ejede af luksuriøsiteter.

- Han havde tre store biler stående, som spillerne fik lov til at suse rundt i. Så der var fuldt tryk på, forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

Turen skulle samtidig fungere som et energiboost. I den kommende sæson ventede nemlig en deltagelse i Champions League, og Jesper Nielsen ville sikre, at alle var helt klar til det.

- Vi skulle se, om det hele kunne bære i Champions League. Det var første gang, at vi med stolthed i stemmen kunne sige, at vi havde et hold, der i princippet kunne vinde det hele. Der var boblende optimisme og tro på livet, og man kneb sig selv i armen over at være en del af det. Only the sky was the limit.

Skift på trænerposten i anden sæson

Grænsen var slet ikke nået for AG København på dette tidspunkt.

Holdet buldrede videre i den anden ligasæson. Men efter seks ligakampe og én Champions League-kamp kom der sprækker i fundamentet.

Svenskeren Magnus Andersson, der tidligere havde trænet FCK Håndbold, kom til som den tredje cheftræner.

Og da han blev ansat på andre vilkår end de to øvrige trænere, stoppede Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind.

- Jeg havde haft Magnus Andersson i FCK, og det var gået, men som trio gik det ikke. Magnus havde to år tilbage af sin kontrakt, og Søren og jeg havde udløb. Det var os selv, der mere eller mindre trak stikket og sagde, at det her går ikke. Vi kan ikke arbejde sammen på den her måde, forklarer Klavs Bruun Jørgensen.

I Champions League var AG København havnet i pulje med Kiel, Ademar Leon, Montpellier, Szeged og Partizan Beograd. Syv sejre, en uafgjort og to nederlag betød, at de avancerede i deres første internationale sæson.

I 1/8-finalen ventede Sävehof. AG København vandt uden problemer over to kampe. I kvartfinalen ventede mægtige Barcelona. Jesper Nielsens hoved boblede med idéer, og han bankede igen på hos Parken.

Kæmpe præstation mod Barcelona

CL-kvartfinalen udspillede sig i en mindre skala rent tilskuermæssigt. Men betydningen af kampen var maksimeret i forhold til DM-finalen.

21.293 tilskuere så med, da Barca-stjerner som Victor Tomas, Raul Entrerrios, Laszlo Nagy, Siarhei Rutenka og Jesper Nøddesbo blev sat på plads.

Sidstnævnte blev tilmed sat på bænken, da han med 1 minut og 15 sekunder havnede i en infight med Kasper Hvidt. Nøddesbo skubbede en smule til målmanden, der skubbede igen og ramte Nøddesbo i ansigtet.

Begge fik rødt kort for episoden og løb fra banen. Ingen kunne dog løbe fra, at cifrene blev 29-23 i dansk favør.

Spillede sig i Final 4

Forspringet på seks mål kom aldrig i fare i returkampen, selvom Barcelona vandt med 36-33.

Dermed var AG København klar til Final 4 i klubbens første Champions League-sæson.

Vi kunne ikke se, hvor det kunne ende henne

Jesper Nielsen

Den danske mester mere end snusede til Champions League-finalen.

De endte nemlig med at forære finalebilletten til Atlético Madrid, som Jesper Nielsen husker det.

Københavnerne førte med 15-12 ved pausen, men da regnskabet skulle gøres op, viste måltavlen 25-23 i modstandernes favør.

Da Füchse Berlin tabte den anden semifinale til Kiel, skulle københavnerne møde berlinerne i kampen om bronzemedaljerne.

AG København genfandt sig selv. De hentede en ganske suveræn sejr på 26-21. Bronze i holdets første europæiske turnering.

Det sendte forventningerne i vejret til næste års Champions League. Jesper Nielsen ville gå hele vejen.

- Vi kunne ikke se, hvor det kunne ende henne.

Den ødelæggende juli

Men det fik ende.

Det blev udfaldet efter en måned, som der ikke er nogen i familien Nielsen, der rigtig kan huske, da ”de konstant var stressede”. AG København blev andenprioritet. De kæmpede for familien, forklarer Jesper Nielsen.

1. juli 2012 kunne TV 2 SPORT afsløre, at der var uro i kulissen i AG København. Klubbens salgschef blev fyret, økonomidirektøren sagde selv op, imens sælgerne blev provisionslønnede.

10. juli erkendte Jesper Nielsen, at klubben ”var afhængige af ham”, men at de forventede sorte tal på bundlinjen.

13. juli meddelte Jesper Nielsen, at han trak sig som bestyrelsesformand efter længere tids spekulationer om økonomiske problemer. Hans andel af AG København blev sat til salg.

AG København-direktør Søren Colding fortsatte dog i klubben, og klubben meddelte, at Jesper Nielsens afsked ikke betød noget for administrationen.

16. juli fortalte flere spillere anonymt til TV 2 SPORT, at de var særdeles bekymrede for projektet. Kasper Hvidt frygtede dog hverken for klubbens fremtid eller for, at de ikke skulle se deres bonus for Champions League-bronzen.

17. juli udtalte Søren Colding, at han ikke kunne garantere spillernes løn til 1. august.

30. juli meddelte AGK, at administrerende direktør Søren Colding fratrådte sin stilling omgående. Den officielle forklaring var, at de ønskede at trimme organisationen.

31. juli bekræftede AGK, at klubben havde ønsket at blive begæret konkurs af Sø -og Handelsretten. Selskabet var i betalingsstandsning, og alle medarbejdere var fritstillet. Det var 59 dage efter, at klubben havde vundet DM for anden gang.

Skat indefrøs midlerne

En voksende skattesag om Jesper Nielsens sponsorat i Brøndby IF var blandt andet årsagen til problemerne. Skat indefrøs familien Nielsens værdier og spærrede deres kreditkort.

Jesper Nielsen kunne ikke tilføre midler til håndboldklubben. Selvom familiens konti siden blev låst op, opretholdt Skat sit krav om betaling af 168 millioner kroner.

Inden konflikten med Skat, var der dog også problemer med økonomien. I slutningen af juni 2012 var der ikke midler i AG Håndbold til at betale lønninger, meddelte kuratoren i konkursboet. Selskabet arbejdede på at fremskaffe både sponsorpenge og yderligere kapital. Ifølge Jesper Nielsen fik han dog solgt andele, så han kunne udbetale løn til spillerne.

Og så lukkede AG København.

- Det var vanvittigt. Jeg fik en atombombe, som man kalder det. Jeg tror ikke, at det er sket for nogen i Danmark før eller siden. De tog simpelthen alle vores midler. Vi havde ikke noget valg, forklarer Jesper Nielsen.

Efterfølgende har Jesper Nielsen vundet sagerne mod Skat i retten. Derfor ærgrer det ham, at det hele endte på den måde, som det gjorde.

- Det gjorde rigtig ondt, når vi vandt hele lortet senere hen. Alle skattesagerne. Men vi kunne ikke gøre noget ved det. Jeg har også sagt til Kammeradvokaten og til Skat, at de skylder mig et håndboldhold, men det kan man jo ikke genskabe igen.

AG København blev langt fra den kommercielle succes, som Jesper Nielsen havde håbet på.

I 2011 havde klubben et underskud på 44,8 millioner kroner. AG Københavns regnskab for den sidste sæson nåede aldrig at blive offentliggjort på grund af konkursen.

AG København var et håndboldhold på speed

Klavs Bruun Jørgensen

Sporten har lært flere ting af AG København

I dag er det ti år siden, at AG København og Bjerringbro-Silkeborg satte verdensrekord i Parken.

AG København er stadig husket i historiebøgerne. De står blandt andet noteret for at have vundet alle danske mesterskaber og pokalturneringer i de år, klubben eksisterede.

Klubben nåede klimaks med samme hastighed, som de forsvandt fra sporten igen. Alligevel har de efterladt et aftryk på den sport og liga, vi ser i dag.

Klavs Bruun Jørgensen

Tidligere AG København-træner

- AG København skabte en større tro på, at man kan hente store stjerner til Danmark. Det er ikke helt urealistisk nu. Nogle gange koster det lidt penge, og andre gange kan det også være, at spillerne synes, at holdene er spændende. Det, tror jeg, at vi er på vej til igen.

- AG København var et håndboldhold på speed. Hvis der var noget, der kunne skabe opmærksomhed og underholdning, så gjorde vi det. Det var med til at give hele håndbold-Danmark et ordentligt los i rumpetten.

Kasper Hvidt

Tidligere AG København-spiller

- De viste, at Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og Kasper Hvidt ikke var for gamle. Da jeg kom hjem til Danmark, var jeg 32 og var mere eller mindre for gammel. Men jeg stoppede, da jeg var 41. På det tidspunkt var de stoppet med at tale om vores alder. Det er lidt det samme nu. Der er heller ikke nogen, der nævner noget om, at Mikkel Hansen er 34, når han skal spille i Aalborg.

- Vi spillede finale i Boxen, fordi de havde den fedeste hal. AG rykkede ved andres grænser, fordi de andre klubber ville vise, at de også kunne samle mange tilskuere. På den måde var AG København en sjov, provokerende størrelse.

Bent Nyegaard

Håndboldekspert, TV 2 SPORT

- Publikum skulle animeres - både ved spektakulære arrangementer og det musiske. Det med at få det hele til at blive et event er det største aftryk, Jesper Nielsen og AG København satte. De skabte en forventning og en stemning, så publikum mødte op en time før tid for at se, hvad der skete.

Genopstår AG København?

Tanken er ikke taget ud af ingenting.

Jesper Nielsen, der gik personlig konkurs i 2020, har flere gange i de senere år bedyret, at AG København ville genopstå. Det sagde han blandt andet i 2013 og senest i en bisætning i 2020.

Men passer det?

- Jeg ved ikke, om vi kommer til at se et AG København igen i familien Nielsen-regi. Jeg har ikke meget opbakning i familien. Jeg vil ønske, at jeg kunne sige ja. Men nogle gange er det faktisk meget rart her i livet ikke at vide for meget.