Håndbold

Heindahls store triumf: - Det er meget overvældende

Den danske landsholdsspiller rejste til Rusland med drømmen om at spille med i toppen af europæisk håndbold. Det har hun fået opfyldt.

En mærkværdig første sæson i russisk håndbold kulminerede søndag for landsholdsstregen Kathrine Heindahl, da hun sammen med sin klub, CSKA Moskva, kunne juble over titlen som russisk mester og løfte pokalen.

I Rusland får man nogle øl

Kathrine Heindahl om mesterskabsfejringen

Heindahl og Moskva havde vundet første opgør med 30-23 på hjemmebane over Rostov-Don, og da de førte 13-12 ved pausen i returkampen, blev det en formssag at lukke kampen. Trods et nederlag på 26-29 kunne hovedstadsklubben lade sig hylde som mester.

- Det er meget overvældende. Det er kulminationen på hårdt arbejde, men også på en meget speciel sæson, hvor man har været langt fra alt og alle på grund af coronasituationen. Så på den måde gør titlen oplevelsen det hele værd, når man kan løfte trofæet til sidst, og det var en forløsning, siger Kathrine Heindahl til TV 2 SPORT.

- Vi vidste godt, vi havde skabt os selv et godt udgangspunkt med plus syv på hjemmebane, og selvom Rostov-Don er et mandskab med høj kvalitet, så havde vi kampen under kontrol hele vejen. Med fem minutter igen kunne vi se, det blev en realitet, og da der blev fløjtet af, kunne vi ikke vente med at løfte trofæet.

Vigtigt mesterskab for klubben

CSKA Moskva er et nystartet håndboldprojekt af en russisk rigmand, der ikke var bange for at melde ud omkring de store ambitioner. I første sæson skulle klubben spille med i top-3, mens ambitionen allerede i anden sæson var et mesterskab.

- Det er det, de har bygget klubben op til. At de ville i top-3 i sæson ét, vinde mesterskabet i sæson to og vinde Champions League i sæson tre. Så betyder det alt, at man lykkes med det. Der er ingen tvivl om, at et russisk mesterskab vægter rigtig højt i klubben.

- Det er ikke, fordi de står hver dag til træning og minder os om, vi skal vinde, men vi træner på højt niveau, og det er derfor, folk er kommet her til Rusland. Alle er langt væk fra deres familier, og sport har ligesom en ekstra stor betydning i kulturen herovre. Der er ingen tvivl om, mesterskabet er kæmpestort, når der postes så mange penge i projektet. Så handler det om at fungere, siger Heindahl.

Fejret med øl og god mad

Den 29-årige landsholdsspiller har selv mærket på egen krop, hvad det vil sige at være langt væk fra familien.

Selvom skiftet til Rusland søndag kulminerede med en titel, så har det ikke udelukkende været et drømmeskifte. Coronapandemiens hærgen har nemlig sat en stopper for besøg i Rusland. Det betød, at hun i marts valgte at blive gift med sin kæreste, så de to kunne se hinanden mere.

Familie og venner har hun stadig kun set, når hun i forbindelse med landsholdssamlinger har været hjemme i korte perioder.

- Selvfølgelig vil jeg gerne være mester uanset klub, men det var dét her, jeg drømte om, da jeg rejste ud for at spille i en europæisk topklub: At vinde et mesterskab og stå med udsigten til Final 4 i Champions League i weekenden. Det er nærmest det ultimative.

- Moskva var en ny klub, og der skulle hårdt arbejde til for at opnå resultater. Vi er sindssygt stolte over, at vi i klubbens anden sæson vinder mesterskabet og spiller Final 4, siger Heindahl og løfter lidt af sløret for fejringen af mesterskabet.

- I Rusland får man nogle øl! Vi tog på en restaurant og fik rigtig god mad. Og så fik vi lov til at fejre det. Men vi er også meget bevidste om, at vi lige har en uge mere, hvor der venter noget rigtig stort i weekenden. Og så er det ikke super sjovt at skulle flyve med tømmermænd, så det var ikke helt til den lyse morgen, når man også var smadret efter kampen. Men det var til over midnat, griner landsholdsstregen.

Ved Final 4-stævnet skal den russiske mesterklub møde norske Vipers Kristiansand i den ene semifinale. Herefter venter vinderen af ungarske Györ og franske Brest i en kamp om Champions League-titlen, hvis altså CSKA Moskva formår at slå den norske klub.

- Det er en drøm for de fleste håndboldspillere at spille med i toppen af Europa og være med i Final 4. Det var vigtigt, vi fik fejret titlen i går, fordi man også skal huske at fejre succeserne. Nogle gange er man hurtigt videre, men jeg tror, det stiller os endnu stærkere, at vi fik lov til at fejre det. Vi kommer med selvtillid og troen på, at hvis vi præsterer, kan vi slå de fleste, siger Kathrine Heindahl.

Sandra Toft og Brest mestre efter drama

Også i den franske liga kunne en dansk landsholdsspiller søndag løfte pokalen og juble over titlen som mester.

Sandra Toft og Brest Bretagne mødte i finalen Louise Burgaard og Metz, så derfor var det givet på forhånd, at en dansker ville få hænderne på mesterskabspokalen.

Burgaard og co. stod med det bedste udgangspunkt efter en 31-24-sejr på hjemmebane, men da Sandra Toft i den grad stemplede ind i anden halvleg af returkampen, lykkedes det Brest at vinde 29-22. Det var lige nøjagtig nok til at vinde mesterskabet på reglen om flest udebanemål.