Præsidenten bruger frygt som strategi - sig fra!
TV 2 SPORTs hĂĄndboldkommentator hylder den afgĂĄende dommerchef i IHF, der har sagt fra og gĂĄr af.
76-årige IHF-Præsident Dr. Hassan Moustafa har nok en gang slået til. Smidt sin estimerede dommerchef, Ramón Gallego, på porten. Eller rettere udelukket den 64-årige spanier fra at udføre sit hverv ved OL-2021 i Tokyo.
Bedst som jeg troede, at holmgangen mellem Super League-projektet, UEFA og FIFA havde taget førertrøjerne udi anarki, korruption og almen væmmelse, havde jeg gjort regning uden vært.
Ramón Gallegos brøde krævede omgående handling. Han havde nemlig ageret ud fra den helt håbløse strategi, at de bedste dommere naturligvis skulle dømme de største kampe. Og hvad værre var, han havde ikke rådført sig med ”Vorherre” selv.
Kritik af nordiske dommere
Værst var dog, da IHF-præsidenten såede tvivl om de nordiske dommeres evne til at være uafhængige.
Med udgangspunkt i kampene Sverige-Egypten ved VM 2021 i Egypten, hvor det norske dommerpar, Lars Jørum og Håvard Kleven, dømte, og i OL-kvalifikationskampen mellem Norge og Rumænien, hvor Line Hesseldahl og Karina Christiansen var opkvinder, opstod miseren.
Begge opgør endte med nordiske sejre, og intet – absolut intet – har i efterbehandlingen antydet nogen form for dårligdom i de respektive dommeres præstationer.
Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det fortalte Ramón Gallego, at han ikke længere skulle lade sig drive rundt i Moustafas manege.
Et dygtigt menneske uden den politiske tæft, der sikrer videre deltagelse.
Tak for det, RamĂłn. Respekt.
Ingen slĂĄr diktatoren
Netop det politiske er hele kernen i spillet både på og udenfor banen. IHF er en politisk organisation. Her er ingen ansatte eksperter eller andre med løsere tilknytninger. Alle skal vælges og genvælges, og derfor er dagene, ugerne, årene én lang kamp for at tækkes både de rigtige og de rigtigt placerede, så ens genvalg sikres.
I det spil slĂĄr ingen diktatoren pĂĄ toppen af pyramiden.
Siden 2000 har Hassan Moustafa arbejdet på at sikre sig udødelighed i toppen af Det Internationale Håndbold Forbund. Udvidelsen af hele IHF-basen, der nu tæller over 200 nationer, har været præsidentens mesterstykke. Med særligt henblik på at sikre sig afrikanske og asiatiske stemmer med det smukke formål ”at udbrede håndbolden på verdensplan”.
Demokratiet fungerer nemlig i bedste velgående. Én stemme per nation. Så Tysklands omkring 1 million udøvere tæller lige så meget som ørigerne Tuvalu, Samoa, Tonga med mange flere.
Mere udemokratisk kan det ikke blive.
Endelig en kritisk røst
De store nationer har såmænd haft masser af muligheder for at sige fra. Netop mægtige Tyskland havde ingen problemer med at tage imod et wild card til VM i Qatar i 2015 på bekostning af allerede kvalificerede Australien.
Norge havde heller ingen problemer med at modtage kortet til VM 2017 i Frankrig efter at have misset kvalifikationen med to nederlag til Slovenien.
Ingen reagerede heller ej for alvor, da USA røg med til VM i Egypten i stedet for Grønland.
Nu har håndboldsamfundet endelig fået en røst, der for alvor sætter fokus på IHF-præsidentens pinlige vurdering af nordiske dommeres hæderlighed.
Alligevel ringer journalister verden over forgæves for at få en kommentar fra de nationale forbundsformænd. Jeg godtgør lige, at jeg kun har tjekket de europæiske medier.
Dansk håndbolds formand, Per Bertelsen, vil heller ikke sige noget. Han og generalsekretær, Morten Stig Christensen, har dygtigt placeret Danmark ved IHF's højbord. Ja, Per Bertelsen er sågar i spil til at overtage jobbet fra Hassan Moustafa, når det til efteråret skal afgøres, om Dr. Hassan Moustafa skal fortsætte frem til 2025.
Alle frygter, at egypteren vil fortsætte. Som ovenfor angivet. Han bestemmer selv. Intet kan hindre ham deri.
Derfor opfordrer jeg Per Bertelsen til at stå frem og støtte Ramón Gallego, der har været hans ven og partner gennem mange år.
Bertelsen og Gallego var netop den duo, der skulle styre hele det store observatør- og dommerapparat, der i mange sammenhænge er de helt afgørende faktorer, når store events for alvor folder sig ud.
Ramón Gallego har skrevet et brev til IHF´s Executive Committee, hvor han bebrejder dem, at de har behandlet ham som et barn.
Gallego er ikke den første – og slet ikke den sidste – der har måttet lide den tort.
Der kommer en dag, hvor enhver er nødt til at kigge sig selv i spejlet.
Ramón Gallego gjorde det og kunne ikke længere genkende sig selv. Jeg er sikker på, at han ikke er alene.
Derfor opfordringen – ikke bare til Per Bertelsen og Dansk Håndbold Forbund – men til alle, der har det svært med det spejl:
Gør som Gallego – sig fra!