Håndbold

Aalborg klar til DM-finalen efter stort drama

Aalborg Håndbold er klar til DM-finalen efter en sejr på 33-30 over GOG i den anden semifinale torsdag aften.

Årets DM-finale i HTH Herreligaen står mellem Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Det står klart, efter Aalborg Håndbold sent torsdag aften slog GOG med 33-30 i den anden semifinale mellem de to mandskaber. Aalborg vandt også den første kamp i semifinaleserien mod GOG, hvor der spilles bedst af tre kampe. I finalen venter BSH, der tidligere torsdag sikrede sig finalebilletten med en sejr over TTH Holstebro.

Aalborg Håndbold 33-30 GOG

  • Pausestilling: 16-16
  • Topscorere: Lukas Sandell 8 (Aalborg), Mathias Gidsel 9 (GOG)
  • Første semifinale endte 30-28 til Aalborg
  • DM-finalen anno 2021 står mellem Aalborg Håndbold og BSH

Sådan forløb kampen

Viktor Gisli Halgrimsson i GOG-målet viste storform fra kampens start. For udover at redde adskillige Aalborg-skud fra distancen, så nappede islændingen også de første to Aalborg-straffekast i opgøret. Efter det første kvarter stod han med en redningsprocent på næsten 60.

Og i den anden ende - i GOGs offensiv - viste Mathias Gidsel hurtigt, at han havde tænkt sig at vise storspil torsdag aften. 22-årige Gidsel stod for GOGs første to scoringer, og så var han ligesom i gang. Særligt den anden scoring var decideret magisk, da Gidsel smukt skruede bolden uden om Mikael Aggefors i Aalborg-målet.

Mathias Gidsel scorer mod Aalborg i den anden DM-semifinale med en forrygende skruebold. Video: TV 2 SPORT

Efter syv minutter var Aalborg ramt af to udvisninger på samme tid, og det gav GOG muligheden for at skabe lidt luft i stillingen, og gæsterne kom foran 5-2. Blandt andet takket være Mathias Gidsels tredje scoring på de første otte minutter. Efter et kvarter havde stortalentet scoret hele fem gange, og i første halvleg stod Gidsel for seks mål på seks forsøg.

Men hjemmeholdet fandt meget mere kvalitet frem i løbet af halvlegen, og de første 30 minutter endte helt og aldeles lige. For i aller sidste sekund af halvlegen udlignede Lukas Sandell til pausestillingen 16-16.

Aalborg udlignede til 16-16 i sidste sekund af første halvleg mod GOG. Video: TV 2 SPORT

Kort inde i anden halvleg kom Aalborg foran med 18-17, og således kom hjemmeholdet foran for første gang i kampen siden stillingen 1-0.

Og dermed var stilen lagt til en periode, hvor Aalborg Håndbold næsten hele tiden lige var en smule ovenpå. Kampen fortsatte dog med at være helt, helt tæt, og ingen af holdene formåede i begyndelsen af anden halvleg at trække fra.

På vej ind i de sidste ti minutter af semifinalen fik tændingen og stemningen i Aalborg lige et nøk op. Og det hjalp hjemmeholdet nede på banen. For Aalborg Håndbold havde held til at udnytte et par store GOG-fejl - særligt fra rutinerede Morten Olsen - til at bringe sig foran med to mål.

Særligt Aalborg Håndbolds Marks Strandgaard var i hopla i anden halvleg, hvor den tidligere GOG-spiller scorede på stort set alle chancer fra højre fløj.

Med syv minutter igen var det atter helt lige ved stillingen 28-28, og så var der en dramatisk afslutning i vente. Og det var da også tæt helt til slut, men ved stillingen 31-30 til Aalborg Håndbold med to minutter igen, nappede Aalborg-keeper Mikael Aggefors et GOG-straffekast, og det blev afgørelsen. Aalborg Håndbold vandt 33-30 og er klar til DM-finalen mod BSH. Finaleserien begynder den 2. juni.

For GOG venter nu en bronzedyst mod TTH Holstebro. Både DM-finalerne og bronzekampene kan naturligvis ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Aalborg Håndbold vinder semifinalen med 33-30 over GOG og er dermed klar til finalen i herrernes håndboldliga. Video: TV 2 SPORT