Håndbold

Landsholdsstjerne kunne ikke holde tårerne tilbage efter finalenederlag

Kristina Jørgensens 11 mål mod Odense Håndbold var ikke nok for Viborg HK, der endte med at tabe 26-30. Derfor måtte midtjyderne nøjes med DM-sølv.

Lyden af slutfløjtet var kun lige forsvundet, da Kristina Jørgensen satte sig på gulvet i Viborg Stadionhal. Med tårer i øjnene trak hun den grønne trøje over hovedet.

Drømmen om DM-guld var bristet. For anden gang på en uge tabte Viborg HK til Odense Håndbold, der dermed blev danmarksmester for første gang nogensinde.

Men der gik ikke mange sekunder, inden Kristina Jørgensen igen rejste sig fra gulvet for at sætte ord på nederlaget. Her trillede tårerne stadig ned ad kinderne.

- Jeg synes, Odense leverer en flot præstation i to kampe. Men jeg synes, vi skal være stolte over det, vi har leveret som hold, men der kommer nok til at gå lidt tid, før jeg kan glæde mig over den sæson lige nu, fik Kristina Jørgensen blandt andet fremstammet.

Efter et nederlag i første finaleopgør på 28-20 var Viborg HK tvunget til at vinde anden kamp i finaleserien.

Det var måske også det, der kostede dem. At det lå for meget til Kristina Jørgensen

Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 SPORT

Undervejs var de grønblusede foran 12-10, men de måtte i sidste ende se sig besejret 26-30.

- Det er fandeme nogle dyre lærepenge lige nu, fordi vi har spillet rigtig mange gode kampe mod dem i den her sæson, og vi kan godt vinde over dem.

- Det er hårdt at sige farvel på den her måde til mange af de spillere, der stopper nu – det var bare ikke det, jeg havde ønsket foran alle de fans, der er kommet i dag, sagde Kristina Jørgensen.

Viborg HK havde inden DM-finalerne mødt Odense Håndbold fire gange i sæsonen, hvor begge hold havde vundet to gange.

Har sat vild rekord

Selvom Kristina Jørgensen havde svært ved at glæde sig over DM-sølvet i momentet, kan hun se tilbage på en flot sæson.

Med de 11 scoringer i kampen mod Odense Håndbold ender hun på hele 269 ligamål i denne sæson. Målene er sat ind i 37 kampe, så landsholdsspilleren har i gennemsnit scoret 7,2 mål per kamp.

Følelserne sad helt uden på tøjet efter anden finalekamp, der sendte guldmedaljerne til Odense.

De mange mål rækker til en rekord for flest ligamål, som Camilla Andersen tidligere havde med 241 mål.

- Den rekord bliver nok aldrig nogensinde slået, lød det fra TV 2 SPORTs håndboldkommentatorer Thomas Kristensen og Bent Nyegaard undervejs i kampen.

Her havde de store roser til den 23-årige landsholdsspiller, der har spillet en enorm rolle for sølvvinderne i Viborg. Muligvis også for stor.

- Det var måske også det, der kostede dem. At det lå for meget til Kristina Jørgensen, lød vurderingen fra Bent Nyegaard efter kampen.

Kristina Jørgensen har i de kommende sæsoner mulighed for at jagte DM-trofæet igen, da hun har kontrakt med midtjyderne indtil 2024.