Håndbold

Historisk forløsning for Odense

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser i denne klumme nærmere på det, der er sket i den seneste håndbolduge.

Historien fortæller sit eget tydelige sprog. Det danske mesterskab til Odense Håndbold var byens første siden 1986, hvor IF Stjernen vandt det eftertragtede trofæ.

På herresiden skal jeg tilbage til 1954 for at konstatere et mesterskab, og i det tilfælde skal jeg endda en 5-6 kilometer i nordvestlig retning fra Odense centrum for at finde hjemstedet for Tarup HK.

Derfor er det en historisk begivenhed, og derfor var det også ganske naturligt, at borgmester Peter Rahbæk Juel bød til både fest og sang på rådhuset.

I sportens forunderlige verden er der aldrig lang tid til at juble, fejre og gå amok for lige om det berømte hjørne venter den næste store opgave, og det gælder for både spillere, trænere, ledere og organisation.

I Kamilla Larsens og hendes veninders tilfælde gælder det weekendens Santander Final4, hvor Herning-Ikast Håndbold anført af Stine Ruscetta Skogrand står klar til at få det danske mesterhold ned fra den lyserøde sky, det så åbenbart svæver på netop nu.

Dog får det nykårede mesterhold fordel af hjemmebanen I Sydbank Arena.

Mest interessant er de afledte effekter. I hvor høj grad evner Odense Håndbolds organisation at udnytte den øgede opmærksomhed, og finder bestyrelsen med Jørn Bonnesen i spidsen tiden inde til igen at rykke lidt på det økonomiske fundament.

Fakta er, at med de kommende optrædener i Champions League bliver det Odense Håndbolds tredje optræden på fire år i verdens bedste turneringsformat.

Især i en corona-tid kan de afledte effekter være markante. Det er ingen hemmelighed, at økonomier er pressede i store håndboldnationer som Ungarn, Rumænien, Montenegro og Rusland, ligesom måden - at anskue et ansættelsesforhold på - afviger betragteligt fra den, de nordiske lande har gjort til deres varemærke.

Da den danske liga er Nordens klart stærkeste, vil der være en øget opmærksomhed på de førende klubber.

Her er Odense Håndbold ikke alene. Team Esbjerg vil i den kommende sæson – Jesper Jensen & Co. skal nok få det wildcard – deltage i Champions League for tredje år i træk.

Tendensen er således klar. Odense og Esbjerg har sat sig godt og grundigt til rette på de pladser, der sikrer kommunikation med de bedste spillere, der alle går og nynner Champions League-hymnen.

Nok så interessant. Intet tyder på, at de nærmeste forfølgere – Viborg HK og Herning-Ikast Håndbold – har i sinde at skrue op for de økonomiske muskler.

Lad mig lige stadfæste. Jeg er imponeret over begge jyske klubbers formåen, men antyder alligevel, at resultattoget er i evig bevægelse, og de d´herrer Vestergaard og Christensen kan ikke i for lang tid overlade de helt store scener til Odense og Esbjerg, før de bliver efterladt på én af de mange stationer, resultattoget suser forbi.

Weekendens Champions League Final4 gav måske også signal om, at der er forandring forude.

I hvert fald var det første gang, siden indførelsen af Final4-systemet i sæsonen 2013-14, at jeg finalemæssigt ikke kunne få øje på ungarske Györi Audi ETO KC, ZRK Buducnost, CSM Bucuresti, HC Vardar og Rostov Don.

I stedet var det norske Vipers Kristiansand og franske Brest Bretagne Handball, der dystede om det sværest opnåelige trofæ overhovedet.

Ole Gustav Gjekstad og hans norske kvinder imponerede stort. Evigt unge Katrine Lunde – 41 år – parerede i et omfang, der var alt for uopnåeligt for både Sandra Toft og Cleopatre Darleux.

Ligeså evigt unge Heidi Løke – 38 år - snog sig omkring de forsvarende bretonere og eksekverede med succes sine afslutninger. For øvrigt oftest med venstre hånd.

Mest imponerede dog Henny Reistad. Aldrig har en 22-årig i den grad domineret et Final4-stævne. 22 scoringer, assists en masse og med en speed og overblik, der normalt tilhører langt mere erfarne spillere.

Der bliver rigelig lejlighed til at både skrive og tale om dette vidunder af håndboldspiller, der netop nu er en hed kandidat til titlen som verdens bedste håndboldspiller.

Champions League-mesteren har sat kursen direkte mod Team Esbjerg, og jeg undrer på, om det opbrud jeg nævnte ovenfor, kunne betyde en større sandsynlighed for, at dansk kvindehåndbold ville have kvaliteten og ressourcerne til at være en fastere del af Champions Leagues Final4.

For eksempel som på herresiden, hvor Aalborg Håndbold har ambitionen om at skulle til Køln 3 ud af de næste 5 sæsoner.

Måtte samme ambition være til stede i både Esbjerg og Odense, ville det være et fantastisk løft for vore nationale ligaer.

Mig forekommer det ikke urealistisk.

Odense endte med at tage mesterskabstitlen hjem efter et højdramatisk finaleopgør. Video: TV 2 SPORT

Genvalg til Moustafa vil være voldsomt for håndbolden

Ugens notabene går til de fire IHF-dissidenter, der har taget klare personlige standpunkter i forhold til IHF-præsident Dr. Hassan Moustafa.

Den højest rangerede indtil nu, Ramón Gallego, startede den lavine, der tager fart, men stadig ikke for alvor truer præsident Moustafa.

Gallego blev fulgt op af Tono Huelin, Francois Garcia og ikke mindst Javier Moure Fernandez. Sidstnævnte ekstraordinært bemærkelsesværdigt, fordi han er den første, der har brugt ordet diktator, og har strammet sin retorik yderligere op ved at beskrive præsidentens måde at lede hele IHF-systemet som gående ud på at skabe frygt blandt medarbejderne og følge op med straf, som det var tilfældet med Ramón Gallego.

Vær ikke i tvivl om, at telefonerne gløder i én uendelighed blandt IHF-folket, hvor jeg gætter på, at DHF-formand Per Bertelsen, Generalsekretær Morten Stig Christensen samt dommertoppen med Bjarne Munk Jensen og Jørn Møller vil være blandt de flittigste.

Lige så sikkert er det dog, at ingen vil udtale sig, uanset hvor mange opkald de får fra nok så mange journalister.

Hvor beklageligt det end måtte være, er det et faktum.

Først når et magtskifte ser ud til at kunne lykkes, vil der igen vise sig imødekommenhed fra håndboldens topfolk.

Flere vil sige fra de kommende uger, men det vil i høj grad være afgørende, hvor højt rangeret de vil være.

Alle har stift rettet blikket mod efterårets præsidentvalg, hvor truslen er til at få øje på:

Fire år mere til Hassan Moustafa vil være voldsomt for håndbolden og dens mange interessenter.