Håndbold

Kæmpe Kiel-kollaps

THW Kiel er ude af pokalturneringen, efter de satte en stor føring over styr i anden halvleg.

- Fuldstændig sensationelt.

Sådan lyder det fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, når han skal sætte ord på resultatet i THW Kiels pokalkamp.

Bundesligaens tophold tabte ikke blot semifinalen. Måden, det skete på, var helt ekstraordinær.

Ved pausen førte de 18-11 over Lemgo. Pokalfinalen var mere end inden for rækkevidde. I anden halvleg kollapsede de til gengæld fuldstændig.

Med fem minutter tilbage af kampen udlignede Lemgo til 27-27. Og det undertippede mandskab fuldendte sensationen, da de vandt 29-28, efter Kiel havde brændt et forsøg på storspillende Peter Johannesson i kampens sidste angreb.

- Det er helt uforståeligt. Det kommer fuldstændig ud af det blå. Ingen havde set det her komme. En monsterskuffelse for Kiel, som nærmest var i finalen og ikke skulle møde nogen af de store hold, siger Nyegaard og henviser til, at eksempelvis Flensburg-Handewitt, Magdeburg, Rhein-Neckar og Füchse Berlin alle var slået ud.

Mens Lemgos Johannesson stod på 33 procent, stod Niklas Landin i Kiel-målet kun på 24 procent. Hans bror, Magnus Landin, brændte på sit eneste forsøg i kampen. Sander Sagosen scorede også kun på tre af sine seks forsøg for Kiel.

Niklas Landin med Champions League-trofæet sidste år. I år røg Kiel ud til Paris Saint-Germain.

Mere skarphed var der hos Lemgos islandske fløj Bjarki Elísson, som scorede på alle sine seks forsøg.

Fokus på Bundeligaen

Med til historien hører også, at Kiel er i gang med et vanvittig tæt program, hvor der er kamp cirka hver tredje dag. Alene i maj spillede de ni kampe, og hvor syv af dem var inden for 20 dage.

Nogle af kampene var i Champions League mod Paris Saint-Germain, som de tabte til over to kampe.

Kiel kan derfor udelukkende fokusere på Bundesligaen. Her fører de med et enkelt point ned til Flensburg-Handewitt. Der resterer seks runder af ligaen.

I pokalfinalen skal Lemgo møde vinderne af kampen mellem Melsungen og Hannover-Burgdorf.