Håndbold

Hamret lige i hovedet - profil udgik i tårer

Den rutinerede Herning-Ikast-målvogter Sabina Englert måtte forlade pokalsemifinalen halvvejs inde i den forlængede spilletid.

Tårerne og skuffelsen over at forlade banen var ikke til at skjule hos tyske Sabina Englert, da hun lørdag måtte forlade pokalsemifinalen, da dramaet mellem Herning-Ikast og Odense Håndbold var på sit højeste.

Knap halvvejs i den forlængede spilletid brød en af ligaens mest hårdskydende spillere igennem, men i stedet for at ramme målet sendte hollandske Lois Abbingh bolden lige i hovedet på Englert.

Det er bare røv-irriterende, for jeg synes, hun er helt fri igennem uden at blive skubbet eller noget

Sabina Englert

Den 39-årige målvogter faldt straks sammen og var tydeligt groggy. Efter kampen kunne hun fortælle til TV 2 SPORT, at hun havde det "nogenlunde okay", men at hun ikke var helt frisk.

- Bolden kommer lige på. Jeg kunne godt se, at den bold kommer jeg ikke væk fra. Jeg når heldigvis at se det, så jeg spænder op i situationen.

- Det var lidt deja-vu, for jeg fik også en bold i hovedet i finalen i sidste sæson (pokalfinalen i december 2019, red.). Det er bare røv-irriterende, for jeg synes, hun er helt fri igennem uden at blive skubbet eller noget, så det er bare træls, sagde Englert.

Måtte bede dommerne stoppe kampen

Selvom det på TV-billederne umiddelbart så ud til, at boldens primære kontaktpunkt var øverst på venstrearm, så kunne man på en langsom gengivelse fra et kamera over banen se, at bolden ramte direkte i hovedet og først derefter ned på armen.

Det var svært at se på TV-billederne, men her kan man ane, at bolden først rammer direkte i hovedet, inden den ryger ned på armen.

Uheldet opstod efter 64 minutter og 29 sekunder af kampen halvvejs i forlænget spilletid, da kampen var endt 25-25 i ordinær tid.

Sabina Englert prøvede kortvarigt at fortsætte kampen, men efter bolden havde været i spil knap 15 sekunder, måtte hun selv bede dommerne stoppe spillet igen, så hun kunne forlade banen til fordel for svenske Jessica Ryde.

Englert beder dommerne om at stoppe kampen, så hun kan forlade banen.

Forventer ikke at spille bronzekampen

Odense Håndbold var foran 28-27, da Englert gik ud, og den føring holdt de fast i. Opgøret sluttede 30-28 til fynboerne, der dermed er klar til pokalfinalen mod Nykøbing Falster.

Herning-Ikast og Sabina Englert, der stod med 34 i redningsprocent, skal derimod ud i et bronzeopgør mod København Håndbold, der næppe bliver med den tyske målvogter på banen.

- Lige nu tror jeg ikke, at jeg spiller i morgen (søndag, red.), lød det efter kampen.

Englert blev hjulpet i omklædningsrummet i pausen af den forlængede spilletid.

Du kan se bronzekampen søndag klokken 13.30 på TV 2 PLAY, mens Nykøbing Falster og Odense Håndbold brager sammen i finalen klokken 16.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.