Håndbold

Pokaldrama afgjort fra midten af banen i sidste sekund

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) er klar til pokalfinalen efter en sejr på 28-27 over København Håndbold i semifinalen.

Dramaet kunne ikke være større, da den første pokalsemifinale ved Final 4-stævnet skulle afgøres.

Nykøbing Falster var foran 27-26, mens København Håndbold var i angreb. Københavnerne formåede at score med blot fem sekunder tilbage, men samtidig spillede de 7 mod 6, hvilket efterlod et tomt mål.

Det udnyttede Nykøbing Falster til at sende bolden hurtigt mod midten, hvorefter svenske Johanna Westberg kunne sende bolden i mål fra midten i absolut sidste sekund.

- Det er helt fantastisk. Kampen svingede op og ned hele tiden. Det er så dejligt, vi vinder. Jeg er superglad, lød det fra matchvinder Johanna Westberg, mens cheftræner Jakob Larsen senere tilføjede:

- Det betyder rigtig, rigtig meget. Det var, som det skal være i en semifinale. Kampen havde alt.

Følelserne var store i NFH-lejren efter den dramatiske afslutning.

Finalen bliver spillet søndag, hvor NFH skal op imod Odense.

København foran ved pausen

Som optakt til semifinalen kunne NFH dele en kedelig nyhed, da det stod klart, at profilen Kristina 'Mulle' Kristiansen ikke kom i spil på grund af en skade.

Og det var København, der kom bedst ud af kampens første halvdel.

Ved pausen var klubben foran med 14-13 efter en halvleg, hvor NFH-keeper Louise Egestorp havde kæmpet med at få gang i redningerne. Hun blev da også erstattet af Natasja Clausen undervejs i halvlegen.

Hos København var Andrea Hansen farligst med fem kasser fra højre fløj før pausen.

I anden halvleg fulgtes de to hold ad hele vejen, og det endte altså med en dramatisk afslutning.

Lærke Nolsøe blev med seks mål topscorer for NFH, mens Andrea Hansen scorede otte kasser for København Håndbold.