Håndbold

Ændrede Odense sin fortælling i et omklædningsrum i Viborg?

TV 2 SPORTs håndboldredaktør Dan Philipsen ser i denne klumme nærmere på det, der er sket i den seneste håndbolduge.

Var det 35 minutter udenfor banen, der for altid ændrede fortællingen om Odense Håndbold?

Svedende, frustrerede og grædende sad spillerne i et omklædningsrum i Viborg den 8. april. Et nyt nederlag skulle ædes og en dundrende fiasko i slutspillet bankede med knyttede næver på døren ind til omklædningsrummet.

Jeg var selvsagt ikke derinde. Men jeg hører, at meget forandrede sig efter dén snak. Og jeg ved, at Odense Håndbold siden 8. april spillede ni kampe – og vandt dem alle. Senest søndag eftermiddag, da det gabende tomme pokalskab i Odense fik sit andet medlem på blot otte dage.

Havde salig Hans Christian A. levet i sin fødeby i dag, havde han taget notater og funderet over, om ikke materialet kunne bære en lille fortælling. En omvendt historie om en grim ælling, der indleder livet som en smuk svane, men aldrig vinder respekt, gør det meste forkert og syner hen, inden den pludselig ud af ingenting basker med de hvide, store vinger og omsider tiltvinger sig respekt.

Fire dage efter krisesnakken bag de lukkede døre i Viborg, kaldte jeg på denne klummeplads Odense Håndbold for en rodebutik. Siden fik vi glimt af Nycke Groots tidligere topklasse. Lois Abbingh begyndte endelig at skyde som en verdensmester og Althea Reinhardt fik den glimrende guld-ide at redde de fleste bolde i kampenes afslutning.

Om det var genistreger fra træner Ulrik Kirkely, om alvoren endelig gik op for profilerne, om det var tilfældigheder eller om de 35 minutters snak i Viborg virkelig endte med at vende billedet, ja, det er for unuanceret at pege på en præcis årsag. Måske sandheden findes et sted midt imellem.

Som neutral iagttager er jeg ligeglad med, om Esbjerg, Køge, Odense eller Hirtshals bliver dansk mester. Men måske var det godt for dansk kvindehåndbold, at Odense Håndbold vendte tre års dårligdom til den ultimative dobbelte triumf. Der er brug for et stærkt Odense Håndbold. I Jørn Bonnesen har klubben en både pengestærk og yderst tålmodig mand. I en sport med forholdsvis små midler er der brug for folk som ham.

Taget til fange

Det fører mig hen til håndboldugens andet store emne. En mand, som håndbolden ikke længere har brug for. Hassan Moustafa, præsidenten for Det Internationale Håndbold Forbund (IHF).

Det var ganske vist i forrige uge, at balladen i IHF-toppen buldrede løs, men det var først i torsdags, at vi fik Dansk Håndbold Forbunds syn på sagen.

I næsten en uge krøb forbundet i skjul. Kun formand Per Bertelsen kunne udtale sig og for ham var sagen en byld, som end ikke den bedste kirurg i verden kunne fjerne.

For dansk håndbolds stærkeste mand er i den grad taget til fange. Som højtstående medlem af IHF kan han ikke sige ét kritisk ord om Hassan Moustafa. Eller: Jo, det han kan godt, men så er han smidt på porten få minutter efter. Sådan er det nemlig med håndboldens fyrste fra Cairo.

Omvendt var det danske dommere, der jo sorterer under Per Bertelsens danske formandskab, der fik deres troværdighed slagtet af Hassan Moustafa i balladesagen. Dem måtte Per Bertelsen på banen og forsvare. Andet havde været utilstedeligt.

Den danske formand valgte at bibeholde sit internationale, politiske liv, da han i sit eneste interview efter balladen – her på TV 2 – holdt sig langt væk fra at kritisere Hassan Moustafa. Bertelsen dansede rundt om sin reelle holdning, men kunne ikke sige den.

Det slap han ikke voldsomt godt fra, men inden menigmand slagter hans optræden, så husk på den kattepine, han sidder i. Det er ikke ulykkeligt for ham, for Bertelsen har selv sat sig til højbords i IHF. Hans dilemma er bare nemt at forstå.

Vi må håbe, at Per Bertelsen valgte at blive i IHF, fordi han pønser på en revolution mod Hassan Moustafas regime. Der er præsidentvalg til november, og kunne Bertelsen dog bare samle alle verdens håndboldledere til et møde.

Må jeg foreslå, at de holdt det i et omklædningsrum i Viborg Stadionhal. De skal næppe bruge 35 minutter på at blive enige om, at Hassan Moustafa er verdenshåndbolden en helt forfærdelig førstemand og at sporten snart ikke kan holde til mere af egypterens utilregnelige diktatur.