Håndbold

- Det betyder alt, siger Aalborg-direktør om EHF-beslutning

EHF har givet grønt lys til, at 500 tilskuere må overvære Final 4-kampene i den kommende weekend, hvor Aalborg Håndbold møder Paris Saint Germain.

Aalborg Håndbold kan se frem til jubelbrøl, klapsalver, og alt hvad tilskuere ellers bidrager med, når de på lørdag spiller Final 4 i Champions League.

Det står klart, efter Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) mandag meddelte, at der vil blive lukket 500 tilskuere ind til de afgørende kampe.

En nyhed, der vækker begejstring hos Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, som ikke vil undervurdere betydningen af tilskuere på lægterne.

- Det er vi selvfølgelig glade for. Det betyder meget, at spillerne ikke længere kan høre sig selv trække vejret inden i hallen, fordi der slet ingen mennesker er overhovedet. Det gør jo bare noget, at man lige kan kigge op i hjørnet, hvor der sidder nogle i røde trøjer, og man kan høre dem. Det betyder jo alt, siger Aalborg-direktøren til TV 2 SPORT.

I slutningen af maj blev det ellers gjort klart, at de fire finalehold Aalborg, Barcelona, Nantes og Paris-Saint Germain ikke skulle forvente at spille for tilskuere ved finaleweekenden i Köln som følge af de tyske corona-restriktioner.

Men fordi incidenstallet for coronasmittede i Köln-området nu er under loftet på 50, bliver det alligevel muligt at lukke en begrænset mængde fans ind i hallen.

60 danske tilskuere

Med blot 500 billetter til hver kamp er det klart, at de fire hold får tildelt en relativt beskeden mængde billetter. Således har Aalborg Håndbold indtil videre blot mulighed for at tilbyde deres fans 60 billetter til lørdagens semifinale-kamp mod franske Paris Saint Germain.

- Det er ikke ret mange, vi får, men lidt har også ret. Og hvis vi bare kan få nogle derned, er vi glade. Hellere at der er få, der sidder og klapper, end at der er ingen, der klapper, siger Jan Larsen.

Heldigvis for Aalborg-mandskabet har flere fans dog allerede budt sig til i kampen om de 60 billetter.

- Det er vi selvfølgelig glade for. Det er med utrolig kort varsel, og Köln er jo ikke lige i baghaven, men vi har heldigvis allerede fået en del henvendelser, så vi skal nok få en del derned.

- Vi ville selvfølgelig gerne have haft mange flere inde, men bare det at der er nogen, der skaber en stemning, er vi glade for. Og forhåbentligt er der også nogle fra de andre klubber, så der bare kommer en lille smule larm på, siger han.

Det er første gang i klubbens historie, at Aalborg Håndbold er med i Champions Leagues Final 4-stævne.