Håndbold

Kæmpe drama sikrer tredje guldkamp

DM-finalen skal afgøres i tre kampe, efter Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften slog Aalborg Håndbold i den anden finalekamp.

Det blev ikke til pokalløft og guldjubel i denne omgang for Aalborgs håndboldherrer.

Med en sejr i den første finalekamp skulle Aalborg ellers blot bruge en uafgjort for at sikre sig guldet, men Bjerringbro-Silkeborg (BSH) leverede en fornem præstation og sendte guldkampen ud i tre kampe.

Hjemmeholdet fra BSH hentede således en sejr på 30-29 i tirsdagens højdramatiske møde.

Bjerringbro-Silkeborg - Aalborg 30-29

  • Stillingen var 16-16 ved pausen
  • Nikolaj Øris blev udvist i slutningen af første halvleg.
  • Aalborg blev dansk mester i 2010, 2013, 2017, 2019 og 2020

Selvom guldet langt fra er tabt for Aalborg, der får hjemmebanefordel i den afgørende finale, så er det alligevel en alvorlig streg i regningen for nordjyderne.

De har nemlig i forvejen et overordentligt travlt program i de kommende uger, hvor der i næste weekend er Final 4 i Champions League, mens der også venter en Final 4-weekend i pokalturneringen.

Imellem de to ting skal der nu også spilles endnu en DM-finale. En finale, der løber af stablen onsdag den 16. juni.

Sådan forløb kampen /Ritzau

For en række af BSH-spillerne er finaleserien sidste optræden i klubben.

Det gælder blandt andet den tidligere landsholdsprofil Jesper Nøddesbo, der indstiller karrieren, og cheftræner gennem de seneste syv år, Peter Bredsdorff-Larsen.

Derudover stopper også Sebastian Skube og Klaus Thomsen sammen med yderligere fire BSH-spillere efter sæsonen.

Derfor var det et mandskab, der ville give alt for at få endnu en kamp i BSH-trøjen, mens Aalborg-spillerne ud over guldet havde den gulerod, at de helst skulle undgå en tredje kamp.

Det var tydeligt i begge ender, hvor der med fysisk hårdt spil blev kæmpet om hver en bold.

Stefan Madsen kunne igen guide sit Aalborg-mandskab fra sidelinjen, efter at han i den første finalekamp måtte se med hjemmefra, da han havde været nær kontakt til en coronasmittet.

Han kunne se sit hold have et lille overtag i spillet i første halvdel af halvlegen, men BSH var svære at ryste af.

Halvlegen sluttede dramatisk, da Nikolaj Øris fik direkte rødt kort. Landsholdsspilleren stod for at tage det direkte frikast, der var blevet fløjtet, efter at tiden var løbet ud.

Øris ramte Henrik Møllgaard direkte i ansigtet, og det vurderede dommerne, efter at have set situationen på video, var til rødt kort.

Derfor måtte Øris se resten af kampen fra tilskuerpladserne, da anden halvleg gik i gang, og stillingen var 16-16.

Her udspillede der sig en helt lige affære, og først mod slutningen kom Aalborg i front med to og styrede mod guldet.

Men et par store redninger af Jonas Sjöstrand i BSH-målet gav hjemmeholdet mulighed for at spille sig på omgangshøjde igen, og med ti sekunder tilbage kom sejrsmålet så.