Håndbold

Olsen forstår ikke "ligegyldige" bronzekampe

GOG-spilleren Morten Olsen synes, placeringen i grundspillet burde afgøre medaljekampen i herreligaen.

GOG og TTH Holstebro skal ud i en tredje og afgørende kamp om bronzemedaljerne i ligaen.

Det stod klart, efter TTH hentede en smal sejr på 39-38 i mandagens kamp og udlignede til 1-1 i serien.

Men selvom en sidste og afgørende kamp lyder særdeles dramatisk, er det ikke alle, der er lige glade for udsigten til endnu et bronzeopgør.

- Jeg tror, at det for de fleste ikke er særligt interessant, og jeg forstår stadig ikke, at vi skal spille sådan nogle kampe. For mig giver det ikke rigtig nogen mening. Jeg synes, at en placering i grundspillet burde være nok til bare at fordele kampene, siger GOG-profilen Morten Olsen til TV 2 SPORT efter kampen og fortsætter:

- Vi har rigeligt med kampe i sæsonen med landsholdet og alt sådan noget, og at vi så skal stå og spille nogle, for mig lidt ligegyldige kampe, når vi ikke spiller om guld, det kan jeg ikke forstå.

"Nu får vi da en træningskamp"

GOG kunne nøjes med en uafgjort i mandagens kamp, efter de vandt det første opgør i serien.

Den mulighed forpassede de, og ifølge Morten Olsen havde kampens betydning, eller mangel på samme, formentlig en effekt på GOG-spillernes præstation.

- Jeg tror, der manglede lige den sidste intensitet, der normalt skal være for at vinde kampe. Men nu får vi da en træningskamp i næste uge.

En træningskamp. Det er jo DM-bronze I spiller om. Tæller det ikke noget for dig?

- Nej, vi spiller for at vinde guldet. Der er ikke nogen, der husker, hvem der har vundet bronzemedaljer. Så for mig betyder det ikke så meget. Men nu skal vi ind og spille en kamp, og vi skal nok gøre alt, hvad vi kan for at vinde kampen og have respekt for det. Og så kan vi bruge det som optakt til Final4, for det er det vigtigste for os i den her måned.

- For at spille om bronze i turneringen gør mig ikke ret meget, men hvis vi kan vinde en pokaltitel igen, vil det være kæmpestort. Så egentlig kan vi godt bruge kampen til noget, i og med vi kan forberede os til kampen mod Aalborg, siger Morten Olsen.

GOG møder Aalborg Håndbold i pokalsemifinalen den 19. juni.

"Det er vel typisk Morten"

Efter kampen blev Morten Olsens træner Nicolej Krickau præsenterer for profilens kritik af bronzekampene. En kritik, GOG-træneren ikke lægger så meget i.

- Det lyder som et interview lige i røven af en træls kamp, og selvfølgelig er der vanvittig stor forskel på, hvordan spillere håndterer det her. Jeg oplevede ikke noget hold, der ikke gerne ville spille i dag og gjorde alt, hvad de kunne - i øvrigt på begge sider.

- Men det er vel typisk Morten lige at stikke den ud, og det synes jeg ikke, vi skal koge så meget mere suppe på. Vi er helt med på, at Morten selvfølgelig er klar til at spille den 16., siger Nicolej Krickau.

Den 16. juni er datoen for de to mandskabers tredje og afgørende møde.