Håndbold

Aalborg er dansk mester

Aalborg var ganske suveræne i den tredje og afgørende DM-finale mod BSH.

For fjerde gang på fem år - og for tredje år i træk - hedder den danske mester i herrehåndbold Aalborg.

Nordjyderne tabte søndag Champions League-finalen med 13 mål til FC Barcelona, men onsdag aften var de klar igen og vandt den tredje og afgørende DM-finale over Bjerringbro-Silkeborg (BSH).

Aalborg 32-27 BSH

  • Pausestilling: 17-12
  • Topscorer: Felix Claar 9 (Aalborg)
  • Udvisninger: 0-3

- Sikke en kamp, vi spiller. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det har været en sygt lang sæson, og der er to kampe tilbage. Det er så fedt. Hvilket år det har været. Jeg kommer aldrig til at glemme det. Det er sindssygt, siger Felix Claar til TV 2 SPORT.

- Det føles fuldstændig fantastisk. Det er ubeskriveligt, at vi kan få lov til at gøre det her på hjemmebane i en sæson, hvor vi ikke har haft nogen tilskuere. At vi kan få lov til at lukke 3000 mennesker ind og løfte pokalen foran dem, er et ønskescenarie, siger René Antonsen.

- Så fik de den titel, den første titel, i en fantastisk sæson. Den bedste sæson et dansk klubhold nogensinde har præsteret, siger TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard.

Jagter The Double

Med sejren er Aalborg også sikret en plads i næste sæsons Champions League. Det bliver desuden en sæson, hvor nordjyderne opruster voldsomt med stjernerne Aron Palmarsson, Kristian Bjørnsen og Jesper Nielsen, mens Mikkel Hansen støder til i 2022.

Allerede i den kommende weekend kan Aalborg sikre The Double, når pokalturneringens Final 4-stævne spilles.

Semifinalerne og finalen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

Kampens forløb

/ritzau/

Danske mestre

2021: Aalborg 

2020: Aalborg 

2019: Aalborg 

2018: Skjern 

2017: Aalborg 

2016: Bjerringbro-Silkeborg

2015: KIF Kolding København

2014: KIF Kolding København

2013: Aalborg 

2012: AG København

Foran 2750 rødklædte tilskuere i Jutlander Bank Arena fik hjemmeholdet den bedste start på opgøret og var oppe med 4-2 efter de første fem minutter.

Den føring blev Aalborg ved med at udbygge. De forsvarende mestre var skarpe i kontrafasen og bragte sig midtvejs i første halvleg foran med fire mål.

Aalborg gik til pause med en fortjent føring på 17-12 heriblandt takket været målmand Mikael Aggefors, der bød ind med flere redninger end sine kolleger i BSH-målet.

Svenske Aggefors sluttede sin fremragende første halvleg af med at tage et straffekast ved pausefløjt.

Nordjyderne fortsatte den dominerende kurs fra start i anden halvleg og scorede de første fire mål efter pausen til stillingen 21-12, hvor BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsen tog en timeout for at få styr på sit hold.

Det hjalp dog ikke synderligt for BSH, da Aalborg holdt styr på føringen gennem hele anden halvleg, indtil kampen til slut endte 32-27.

De to klubber skulle ud i en tredje DM-finale, efter begge vandt deres hjemmekamp.

Årets bronzemedaljer gik til GOG, der tidligere onsdag slog TTH Holstebro på hjemmebane i tredje bronzefinale.